Haderslev rammes af stormflod
Natten til torsdag vil vandstanden stige helt op til 1,5 meter over normalen, advarer DMI
Natten til torsdag kan Haderslev blive ramt af en stormflod, hvor vandstanden stiger til halvanden meter over normal, hvilket kan resultere i oversvømmelse af bl.a. store dele af havneområdet, ligesom flere sommerhusområder er truet.
Det viser en vandstandsprognose fra DMI.
Vandstanden begynder ifølge DMI's prognose at stige onsdag omkring middag. Ved 18-tiden er vandstanden en meter over normal. Det topper ved 3-tiden natten til torsdag, hvor vandstanden bliver over halvanden meter over normal.
I løbet af torsdag formiddag falder vandstanden til omkring en halv meter over normal.
Risikoen for stormfloden skyldes ifølge TV2 Vejret, at kraftige vind i løbet af de kommende døgn vil presse vandet fra Østersøen øst for Bornholm mod vest.
Også resten af det østlige Sønderjylland risikerer stormflod natten til torsdag.
DMI's prognose er behæftet med en vis usikkerhed.