Teglværkskvarteret får vokseværk
Det Faglige Hus har overtaget Lemvigh-Müllers erhvervsejendom på Ringen 1 og har dermed sikret sig areal til at udvide Teglværkskvarteret ved Gammelby Ringvej i Esbjerg
Det Faglige Hus underskrev tirsdag morgen slutsedlen på en erhvervsejendom og en 5.600 kvadratmeter stor grund i tilknytning til byudviklingsprojektet Teglværkskvarteret i Esbjerg. Det oplyser Det Faglige Hus i en pressemeddelelse.
På grunden skal der være plads til erhverv og boliger, og sidstnævnte får en attraktiv beliggenhed helt ud til Lergravsparken.
"Vi erfarede for tre uger siden via Nybolig, at selskabet, der ejer Ringen 1, havde sat bygningen til salg. Det var Nybolig i Aarhus, der havde ejendommen og kontaktede deres kolleger hos Nybolig Erhverv Esbjerg. De ringede derpå til os, og nu er der så kommet en handel i stand," lyder det i pressemeddelelsen fra Johnny Nim, Det Faglige Hus' landsformand, der fortsætter:
"Den 2000 kvadratmeter store ejendom anvendes i dag til butik og lager for Lemvigh-Müller, og de fortsætter som lejere hos os, indtil vi har nogle mere konkrete planer for anvendelsen af grunden. Uanset om det skal være boliger eller erhverv, kræver det en helt ny lokalplan, og det tager noget tid at få denne på plads."
Underskrivelsen skete samme dag, som Arbejders Boligforening tog første spadestik til et boligprojekt med 46 ungdomsboliger på en af nabogrundene med facade ud til Teglværksgade. Allerede nu ligger det fast, at der også skal opføres en Netto-butik, ungdomsboliger, familieboliger og erhverv på den i alt 14.000 kvadratmeter store projektgrund, der tidligere har huset blandt andet byens Falck-station.
"Vi har igangværende forhandlinger til flere sider omkring Teglværkskvarteret, men samtidig er der kommet forespørgsler om andre typer ejendomsprojekter, og derfor vendte vi også blikket mod nabogrunden," fortæller Johnny Nim og fortsætter:
"Den er attraktiv på flere måder. Der er gode tilkørselsforhold fra Gammelby Ringvej, og samtidig ligger den bagerste del af grunden helt ned til Lergravsparken, som er en attraktiv belliggenhed for såvel ejerboliger som almene boliger."