Guld og grønne skove hjælper med meningsfyldt arbejde
Randers Bo- og Erhvervstræning vil sammen med Thortrans A/S og Jysk Børneforsorg/Fredehjem nu ind på det genbrugsmarked, der er så stærkt blomstrende i disse år. De har stiftet fonden GOGGS Randers, der skal genere penge til projekter af social karakter i Randers. Samtidig skal genbruget skabe arbejdspladser til mellem 25-40 fleksjobbere
Formålet er at skabe beskæftigelse, nedbringe affaldsmængden og skabe jobs på særlige vilkår. Der er fem kriterier for, man kan være socialøkonomisk virksomhed. Man skal have et socialt formål, der skal være en væsentlig erhvervsdrift, man skal være uafhængig af det offentlige, der skal være inddragende og ansvarlig ledelse og tilmed skal der være social overskudshåndtering.
"Vi har igennem en længere periode, sammen med affaldskontoret ved Randers Kommune, arbejdet på at løfte den succes Y`s-men Randers har skabt på Genbrugspladsen, ud til alle borgere og med en daglig åbningstid. Vi håber, at borgerne i Randers tager godt imod vores initiativ, så vi kan skabe en omsætning, der kan bære forretningen og tilmed give et overskud. Et evt. overskud i virksomheden vil geninvesteres og dermed skabe flere job og en del af overskuddet anvendes til uddelinger til sociale og humanitære organisationer. Vi håber, at vi kan lykkes med at uddele hvert år til velgørende lokale formål", fortæller Kim Blach Pedersen.
Udover en investering på 360.000 kroner arbejdes der lige nu på at skabe yderligere økonomi til opbygning af såvel butik som lager.
"Vi arbejder lige nu på at få en investering ind på to millioner kroner, som vi forventer afklaring på i den kommende uge".
Fra starten skal der ansættes 25-40 fleksjobbere alene i genbrugsforretningen, og det tal forventer man i løbet af tre til fire år vil stige til 50-75 ansatte. Der skal, foruden ansatte i forretningen, være folk til at hente og sortere de genbrugsting, der skal sælges i butikken.
Bedre udnyttelse
Dagens samfund er et brug-og-smid væk samfund, og det har det været siden 80´erne. Der er dog de senere år kommet en tendens til at genbruge mere og mere. Men det er slet ikke nok, mener Kim Blach Pedersen.
"Hvis du tager ud på genbrugspladsen her i Randers, kan du se, at der stadig er meget godt, der bliver smidt væk. Og det er ikke kun møbler og småting - det er også byggematerialer som for eksempel brædder. Bl.a derfor har udvalget for teknik og miljø besluttet at vi kan flytte eller omsortere det indleverede affald hvis vi vurderer at det kan genbruges. ” det er vore vurdering at der er et langt større potentiale end det der udnyttes i dag, vi kan indsamle og genbruge meget mere, og vi vil have åbnet hver dag. Det tror jeg, der er mere end nok genbrugsting til", siger han.
Og jo mere der bliver genbrugt jo færre ting bliver der brændt, og jo bedre er det for miljøet, pointerer han.
Det er især de udsatte borgere, der er visiteret til fleksjob, der kommer til at have gavn af denne socialøkonomiske virksomhed. Det er dem, der nu endelig kan komme ud på arbejdsmarkedet. Og selvom Randers Bo- og Erhvervstræning er et tilbud til og for unge, bliver det alle aldre der kan få fleksjob hos GOGGS, da man er i dialog med Jobcentret om at henvise borgere, der er tilknyttet der også.
”Vi har igennem de sidste 17 år i samarbejde med byens erhvervsliv arbejdet på at skabe jobs til vores unge, og det mener vi er lykkes ret godt, en del af denne succes er den mangfoldighed arbejdsmarkedet har og deraf muliggør en inklusion til glæde for alle. Virksomhed og ansatte!”
Mulighed for et godt køb
GOGGS (Guld og grønne skove) som forretningen højst sandsynlig kommer til at hedder, vil byde på lutter gode varer indenfor alt i tøj, nips, møbler, redskaber og byggematerialer - altså alt hvad man allerede kan finde rundt omkring i de eksisterende forretninger i Randers. Men der er sagtens plads til en forretning mere, mener Kim Blach Pedersen.
"Vi vil have et naturligt flow i vores varer og ingenting hos os vil være i forretningen mere end tre uger, så bliver det sorteret fra, så der altid er nye ting at gå efter. Og så mener vi at alt for mange byggematerialer bliver smidt ud på genbrugspladsen. Dem vil vi gerne sælge - det kan være brædder og mursten som bliver smidt væk, men som sagtens kan bruges igen", mener han.
Fik ideen fra Skotland og Hjørring
Ideen med at lave en socialøkonomisk virksomhed af denne art kommer bl.a. fra et studiebesøg i Skotland hvor man gennem flere år har haft succes med netop sådan en forretning, og så har en butik i Hjørring gennem de sidste 30 år haft omsætninger på adskillige millioner kroner. AVV Hjørring har været en pioner på Genbrugsmarkedet.
"Hjørring er en by med 25.000 mindre indbyggere end Randers. Der står omkring 75 i kø hver dag, når de åbner - og når de kan i Hjørring, tror jeg altså også, vi kan i Randers", siger han.
"Og hvorfor ikke tage en cykel ind, der måske mangler et baghjul - og så tage den fra en anden cykel - så du har en hel", siger han.
Meningen er nemlig også, at man i tilknytning til butikken, vil kunne have et værksted, hvor der vil kunne foretages mindre reparationer inden varen kan sælges videre.
Desuden skal der også være borger til borger salg hos GOGGS. Man vil kunne leje hyldeplads på reoler til at sælge sine egne ting - butikken tager leje og provision - nøjagtig som man ser andre steder i Randers. Her vil det altså være den frie konkurrence, der kommer i spil om kunderne.
”Vi håber, vi med dette initiativ kan få skabt en masse arbejdspladser, hjælpe socialt udsatte og samtidigt få sat fokus på genbrug” siger Kim Blach Pedersen
I Thortrans´ ånd
Bo og Erhvervstræning har indgået et samarbejde med transportvirksomheden Thortrans, der har hovedsæde i Randers. De transportere fortrinsvis møbler over hele Europa. Og de har gennem mange år haft en socialøkonomisk profil.
"Vi er gået med, fordi vi gerne vil være med til at skabe arbejdspladser til socialt udsatte. Det er noget, vi har arbejdet med i mange år. Vi tager et socialt arbejde i det daglige", siger Lars Thomas Kristensen, ejer hos Thortrans Randers.
"Og Jysk Børneforsorg/fredehjem har et særlig fokus på de unge - det er de unge, der skal hjælpes for ikke at blive tabt", siger han.
Det sociale har altid været en del af virksomheden og derfor var der heller ikke langt til handling, da han blev kontaktet af Kim fra Randers Bo- og Erhvervstræning.
"Han er en ildsjæl og en forgangsperson, og vi kunne ikke selv skabe det her - derfor går vi med i et samarbejde", siger Lars Thomas Kristensen.