Elever skal høre om borgmesterens hverdag
Næste tirsdag, den 24. januar, har Frøslevlejrens efterskole inviteret Thomas Andresen, borgmester i Aabenraa Kommune, til at holde foredrag for nuværende elever – men også tidligere elever, skolekredsen samt andre interesserede. Overskriften på foredraget lyder:
Mit liv som borgmester.
Foredraget vil tage udgangspunkt i hverdagen som borgmester og det at beskæftige sig med kommunalpolitik hver dag, krydret med sjove anekdoter. Da skolen i sin tid kontaktede Thomas om muligheden for et sådan foredrag, takkede han med det samme ja. Dette skyldes borgmesterens interesse i kommunens yderområder, Frøslevlejrens som sådan og et ønske om at bidrage til oplysning af de unge mennesker.
Eleverne på Frøslevlejrens Efterskole skal i samme periode arbejde med skolevalget 2017. Skolevalget er et undervisningsforløb, der kort fortalt handler om, at Danmarks statsminister, Lars Løkke Rasmussen, udskriver skolevalget og herefter skal eleverne bl.a. sætte sig ind i forskellige mærkesager, lave valgmateriale og prøve at få deres sag stemt igennem. Frøslevlejrens efterskole afslutter skolevalgs-undervisningen med en stor paneldebat, hvor forskellige ungdomspolitikere vil debattere og komme med deres partis holdning. Efterfølgende vil der være valg, hvor både stemmesedler og valgurner er en del af konceptet. Valgresultatet for hele landet vises på landsdækkende tv.
Skolevalg 2017 er et landsdækkende arrangement, som bl.a. er støttet af folketinget og undervisningsministeriet.
Skolevalget tager udgangspunkt i landspolitik, men Frøslevlejrens efterskole mener også, at det er vigtigt at kende til lokalpolitik, hvorfor Thomas Andresen kommer på besøg, så eleverne på denne måde får vinklen omkring det lokalpolitiske område med.
Frøslevlejrens efterskole arbejder ofte med demokratisk dannelse i forskellige sammenhænge. Det kan være alt fra den daglige morgensang med diskussionerne efter morgenens nyheder, til paneldebatter i forbindelse med valg og en hverdag, hvor det er muligt at engagere sig i egne interesser og færdigheder, som efterfølgende kan komme andre mennesker til gavn.
Arrangementet er gratis og åbent for alle. Der vil blive serveret kaffe og kage efter foredraget.