Fortsæt til indhold

Succesrig hotelkæde er lun på Kolding

Arkiv
Af Simon Carlson

Hotelkæden Cabinn med foreløbigt ni hoteller forskellige steder i Danmark er på udkig efter den næste by at udvide forretningen i, og her er Kolding et varmt bud for yderligere ekspansion i Jylland. Det fortæller hotelkædens grundlægger og administrerende direktør Niels Fennet, som over for Børsen vurderer, at der er særligt gode muligheder i tre jyske byer.
"Der er stadig Herning og Kolding tilbage, måske også Randers. De tre steder er der gode muligheder for forretning. Jeg får også nogle henvendelser fra mæglere, men det er jo ikke alt, der dur," siger Niels Fennet til Børsen.
Niels Fennet grundlagde Cabinn i 1990 med det første hotel i København. 2015 var ifølge Børsen et rekordår for hotelkæden, som kunne registrere et overskud på 80 millioner kroner mod 55 millioner kroner året før.
I øjeblikket er Cabinn ved at udbygge sit hotel i Ørestaden i København fra 520 værelser til 1200 værelser. Dermed bliver det Nordens største hotel.
Cabinn er i øvrigt ikke helt ubekendt med TRekantområdet. I 2015 åbnede kæden således et hotel i Vejle.