Fortsæt til indhold

Aktiv Hvidovreborger runder de 75 år

Arkiv
Arkiv

Christian Thode, der har boet i Hvidovre det meste af sit liv, er uddannet som elektromekaniker på Ladums Maskinfabrik på Femagervej, - i bygningen der senere blev omdannet til ungdomsklub. I ungdomsårene var han også særdeles aktiv i DUI Hvidovre, hvor han bl.a. lærte at spille musik og var leder af børne- og ungdomsarbejdet i en årrække. Han er iøvrigt stadig meget musikinteresseret og spiller i flere københavnske amatørorkestre, bl.a. Kbh. Postorkester, ligesom han - sammen med fruen - deltager i korsang. Foruden at være tillidsmand og fællestillidsmand på de forskellige arbejdspladser, har han taget en merkonomuddannelse i EDB. Mest kendt er Thode dog nok for hans betydelige virke i det lokale lejerbevægelsesarbejde siden 1970, hvor han bl.a. har bestridt poster som kasserer i Hvidovre Boligselskab, afdelingsformand for boligselskabet Friheden, og sluttelig formand for Boligselskabet Friheden, hvor han gik af som 72-årig efter næsten 25 års arbejde for beboerdemokratiet. Lokalt har han bestridt mange tillidsposter, i flæng kan blot nævnes Kulturrådet, jazzklubben, Frie Børnehaver, og ARF Multimedier, ligesom han er dynamo i en lokal rejseklub i Friheden. Efter Christian Thodes farvel til lejerarbejdet blev han opfordret til at stille op til valget i 2014 til Hvidovre Ældreråd, og blev valgt ind med et meget højt stemmetal. Her er Thode nu en velanskrevet kasserer, ligesom han er aktiv i Ældrelokalrådet for Strandmark.