Fortsæt til indhold

Monte Carlo-rally - for elbiler

Stor mulighed for Hvidovres grønne virksomheder

Arkiv
Ole A Sørensen

Du får også mulighed for at deltage med din el-bil. Erik Christiansen fra EBO Consult i Hvidovre sidder som næstformand i en organisationskomité, der er i fuld gang med at tilrettelægge el-bil-Monte Carlo rallyet i maj 2017. Han er desuden formand for organisationen European Green Cities (EGC). Organisationskomiteens formand er sekretariatschef Kåre Albrechtsen fra Grøn Mobilitet Region Hovedstaden, der er en enhed under Hovedstadsregionen. Enheden skal blandt andet fremme den grønne transport i hovedstadsområdet.

Hvidovre byder ind

I foråret 2016 blev EGC kontaktet af komiteen bag Monte Carlo rallyet, der har fyrst Prins Albert II af Monaco i Monte Carlo som protektor. Da komiteen gerne vil involvere Europas grønne byer i årets el-bil-Monte Carlo rally, kontaktede den EGC med henblik på at gøre brug af EGC’s netværk til en række grønne byer i Europa. Det kom der så en ny komité ud af, som har dansk formandskab. Formålet med komitéens arbejde er at gøre opmærksom på de muligheder, el-bilerne giver for en klimamæssig positiv udvikling af de europæiske byer. Komitéen sætter fokus på el-bilens møde med byen. Tanken er, at el-bil-rallyet skal starte i København og passere de grønne byer på turen i Europa. De grønne byer med flest aktiviteter målrettet en bæredygtig byudvikling vil blive besøgt undervejs eller omtalt - og her har Hvidovre en række aktiviteter at byde ind med, som eksempelvis bæredygtig og forbrugerstyret fjernvarme, vindmøller, Solhuset alias Store Hus og grønne virksomheder. - I EBO Consult har vi i flere år kørt rundt i el-varevogne i Hvidovre, og for nogle år siden etablerede vi et solcelleanlæg på vort domicil, som forsyner el-bilerne og vores kontorfaciliteter med tilstrækkelig solstrøm, siger Erik Christiansen. - Det er mit håb, at en række virksomheder vil indmelde deres grønne aktiviteter i Hvidovre til EGC’s direktør Elsebeth Therkildsen. Alle virksomheder, der samtidig bidager med et beløb til arrangementet, vil blive omtalt i en brochure, som komitéen vil udsende inden starten på rallyet. Håbet er, at Hvidovre samler så mange grønne virksomheder om rallyet, at el-bilerne er nødt til at passere Hvidovre undervejs til næste stop som er Aarhus. Dernæst besøges Hamborg, Nijmegen, Essen, Darmstadt, Karlsruhe, Freiburg, Lugano, Torino, Cuneo, Monton og Monaco. I alle byer er der aktiviteter knyttet til el-bil-rallyet. I Monte Carlo afsluttes med Prins Albert II af Monaco’s overrækkelse af præmien til den vindende elbil og en konference om bæredygtig byudvikling, som er tilrettelagt af EGC og Prins Alberts Fond for bæredygtig udvikling. Tanken er også, at de deltagende virksomheder kan åbne op for besøgende før og under starten af rallyet, så virksomhederne kan sprede grønne budskaber. Er du som virksomhed interesseret i at vide mere, så kom til informationsmøde den 1. februar 2017, kl. 12 hos Dansk Elbilalliance, Vodroffsvej 59 på Frederiksberg, eller kontakt Elsebeth Therkildsen, et@greencities.eu.