Helhedsplan med potentiale til at påvirke Hvidovres identitet

Foranlediget af selskabets ønske om en faglig vurdering af høringssvaret skal jeg i det følgende redegøre for Forstadsmuseets holdning til Risbjerggård og bymidten - og dermed til indholdet i selskabets høringssvar. Det er Forstadsmuseet magtpåliggende at værne om kvaliteterne i Hvidovres bygningslandskab og sikre, at det også i fremtiden vil være muligt at aflæse historiens gang i bygningsmassen. Med “Helhedsplan for Hvidovre Bymidte” har Hvidovre Kommune taget initiativ til grundlæggende at forandre kommunens historisk betingede centrumløshed ved at arbejde for at udvikle et “centralsted” med potentiale til at påvirke Hvidovres identitet. Bymidtens indlysende centrum er fællesskabets hus, Rådhuset. Det bærer historien om det demokrati og den velfærd, som Hvidovre var med til at folde ud gennem det 20. århundrede. Den fortælling underbygges også af Medborgerhuset, der illustrerer det fuldt udfoldede velfærdsamfunds drøm om borgerfacilitering.

Den immaterielle kulturarv

- Bymidtens østlige del er domineret af Risbjerggård, som er ene om at formidle den ældre historie i området. Her er tidsdybden stor - ikke blot i kraft af bygningens alder - men også i kraft af, at bygningen illustrerer hele den landbrugsfortid, som lagde grundlaget for Hvidovre. Risbjerggård er også bærer af Hvidovres landliggerkultur illustreret gennem kunstnerne, der boede der omkring 1920, af forlystelseshistorien gennem beværter- og værtshushistorien og teater- og musikaktiviteterne, der har fundet sted dér siden 1920’erne. Ved at lægge navn til flere veje og institutioner i det mest kendte af kommunens villakvarterer har gården sat markante spor. Også i den politiske historie har Risbjerggård spillet en central rolle. Fra socialdemokratiets og tilflytternes sejrsfest i 1925 til nazistpartiets møder under Besættelsen og fra partimøder i efterkrigstiden til aktionsprægede politiske aktiviteter i kølvandet på ungdomsoprøret har Risbjerggård dannet rammen. Bygningen fremtræder i dag i sit ydre misligholdt og signalerer en forunderlig ligegyldighed over for den lange fortid, der er basis for det nuværende Hvidovre. Risbjerggård er i sin helhed et vigtigt bygningsmonument i Hvidovre. Risbjerggård rummer, som Lokalhistorisk Selskab påpeger, to hovedelementer: Det gamle stuehus og salen med glassal, balkon og scene samt den underliggende keglebane. Den immaterielle kulturarv, som Risbjerggård bærer i kraft af sin lange og komplekse rolle, er ikke mindre væsentlig end den materielle, og bevaringsindsatsen skal forholde sig til begge typer kulturarv. Hvis, som Lokalhistorisk Selskab opererer med, der kan/skal gradueres mellem bevaringsværdierne i bygningskompleksets dele, er Forstadsmuseet enig i, at den immaterielle historie, der er indlejret og bevaret i salen med tilhørende sidesal og keglebane, er vigtigere end den, der er indlejret i stuehuset. Hvidovre rummer flere velbevarede stuehuse fra perioden, men efter nedrivningen af Frihedskroen med tilhørende sal er Risbjerggårds forsamlingslokaler de eneste, der kan bære fortællingen om det offentlige liv i Hvidovre forud for velfærdsamfundet. Bevaring af sale og keglebane gennem indkapsling i et nybyggeri vil kunne fastholde tidsdybden i et nyt bygningskompleks og berige oplevelsesmulighederne og identitetsdannelsen. Men kan Risbjerggård i sin helhed bevares i en meningsfuld arkitektonisk tolkning, vil det være en stor styrke for Hvidovre som en forstadskommune, som ønsker at fastholde en egen identitet. Således slutter vurderingen fra Poul Sverrild, museumschef, mag.art. PhD.