28-årig mand kørte med stjålne nummerplader
En 28-årig mand blev natten til tirsdag sigtet for flere forseelser, da han blev standset af politiet på Sadelmagerporten.
Den bil den 28-årige kørte i viste sig nemlig at have påsatte nummerplader, der var meldt stjålet.
Ydermere viste det sig, at den 28-årige mand var blevet frakendt sit kørekort. Han blev således sigtet for at køre i frakendelsestiden.
Kørsel i frakendelsestiden kan koste fængselsstraf
Kørsel i frakendelsestiden koster fængsel anden gang, oplyser Københavns Vestegns Politi.
- Er du frakendt førerretten, koster det en bøde første gang, du alligevel fører bil. Bødestørrelsen afhænger af din indkomst. F.eks. er bøden 10.000 kroner, hvis du tjener 250.000 kroner årligt. Tjener du 400.000 kroner, er bøden på 16.000 kroner. Anden gang du kører, er straffen 10 dages fængsel, som kan gøres betinget mod en indtægtsbestemt bøde og afvikling af 30 timers samfundstjeneste. Tredje gang skal man 20 dage i fængsel, og derudover kan bilen konfiskeres. Fjerde gang koster 30 dages fængsel, lyder det fra politiet.