Fortsæt til indhold

Her er SønderjyskE's nye trænerpar

Assistenttræner Kasper Christensen forfremmes til SønderjyskE's nye cheftræner. Lars Krogh Jeppesen bliver assistent

Arkiv
Mikkel Hansen

SønderjyskE's nuværende assistenttræner bliver forfremmet til cheftræner, når Morten Henriksen forlader klubben til sommer.
Det bekræfter SønderjyskE, der samtidigt ansætter Team Esbjergs nuværende assistenttræner Lars Krogh Jeppesen som assistenttræner fra den kommende sæson.
Det nye trænerpar tiltræder på 2-årige kontrakter.
"Kasper Christensen ser vi som et af de store trænertalenter herhjemme, og jeg er glad for, at han har sagt ja til opgaven som ny cheftræner for ligaholdet. Jeg har stor respekt for hans håndboldforstand, han er hårdt arbejdende, initiativrig og meget vigtigt også en god kommunikator. Kasper Christensen har underskrevet en toårig kontrakt, og flytter til Sønderborg," siger SønderjyskE's sportsdirektør Simon Hajdu Lindhardt.

Team Esbjergs assistenttræner Lars Krogh Jeppesen rykker til SønderjyskE.

Glad og stolt

"Jeg er både glad og stolt over, at jeg får muligheden for at træde et skridt frem som ny cheftræner. Efter to sæsoner i klubben er jeg også blevet godt kendt med forholdene, og ikke mindst glæder jeg mig til at blive en del af bybilledet i Sønderborg," siger Kasper Christensen og fortsætter:
"Vores hold skal kendetegnes ved en ydmyg tilgang til tingene og en vilje til at kæmpe til sidste blodsdråbe. Det fortjener vores fantastiske publikum i Broager Sparekasse Skansen, hvor vi til hver eneste hjemmekamp oplever en helt unik opbakning fra Danmarks festligste håndboldpublikum."
Kasper Christensen kom til SønderjyskE for to år siden fra TM Tønder, hvor han fungerede som både spillere og assistenttræner.
Han var oprindeligt ansat på en deltidskontrakt, men er i dag fuldtidsansat og har også ansvaret for store dele af talentarbejdet.

Fra Esbjerg til Sønderborg

De lyseblås nye assistenttræner bliver den tidligere topspiller og nuværende assistenttræner i Team Esbjerg, Lars Krogh Jeppesen.
"Efter tre, gode år i Esbjerg glæder jeg mig til igen at arbejde på ”herresiden”. Det bliver en spændende og udfordrende opgave i en hårdtarbejdende og ambitiøs klub, hvor der samtidigt er en enorm opbakning og styr på tingene. Jeg elsker nye udfordringer, og så ser jeg også frem til at udvikle spillet og de enkelte spilleres færdigheder og i særdeleshed samarbejdet med Kasper Christensen, som jeg forventer mig meget af. Det bliver utroligt spændende, og jeg glæder mig til at tage fat," siger Lars Krogh Jeppesen.
Sportschef Simon Lindhardt glæder sig over ankomsten af Lars Krogh Jeppesen.
"Vi ser frem til at få glæde af Lars Krogh Jeppesens store idérigdom og lange erfaring fra store, europæiske klubber som Flensburg-Handewitt, THW Kiel og Barcelona. Han har i en årrække på egen krop mærket presset og det at vinde for enhver pris. Det er værdier, som vi værdsætter i SønderjyskE," siger Simon Lindhardt og fortsætter:
"Begge trænere har fået toårige kontrakter, da vi både tror på dem som individer; men også som team. Trænerkonstellationen er nu på plads, og så fortætter vi med at lægge puslespillet til den kommende sæsons spillertrup. Nu og her handler det om, at vi efter en velfortjent juleferie kommer 100 % i gear til de kommende kampe om placeringerne til DM slutspillet. Flere hold bejler til slutspilspladserne, så det bliver helt sikkert både dramatisk og spændende."

Farvel til Morten

Når det nye trænerteam tiltræder i deres nye roller til sommer, bliver det samtidigt et farvel til den nuværende cheftræner Morten Henriksen, som er blevet ansat som ny sportschef i Dansk Håndbold forbund.
Han har gennem tolv sæsoner sat sit markante aftryk i klubben, og sportsdirektør Simon Hajdu Lindhardt er da også helt på det rene med, at det er et par store sko, som skal udfyldes til den kommende sæson:
"Jeg er meget tilfreds med, at vi hurtigt har fået vores kommende trænerteam på plads. Det giver en god grobund for den videre dialog med både nuværende spillere og selvfølgelig også med potentielt nye spillere. Med forlængelsen af Simon Kristiansen tidligere i denne uge har vi sammen med et meget kompetent trænerteam fået lagt de første, vigtige brikker til den kommende sæsons holdkort."