Hjælp politiet med at finde indbrudstyv fra Kolding
I løbet af onsdagen fik hele tre huse i Kolding besøg af en tyveknægt, som var mere end bare almindeligt flittig.
Første indbrud fandt sted på Irisvej, hvor tyven stjal to nettoposer fyldt med madvarer og malergrej.
Dernæst forsøgte gerningsmanden sig på Kløvervej, hvor vedkommende stjal indholdet af en sparegris, men til gengæld glemte de to poser, han tidligere havde stjålet på Irisvej.
Tyvens sidste stop var på Kjærmindevej, hvor tyven forsøgte at opbryde et stuevindue med et koben. Her var husets ejer dog hjemme, som ringede til politiet og derefter forsøgte at eftersætte gerningsmanden, som dog formåede at løbe fra ham.
Han formåede dog at se tyven, hvorfor han kunne give følgende signalement:
Mand i alderen 25-30
Dansk af udseende
180 centimeter høj og almindelig af bygning
Iført en pæn kort uldjakke eller et jakkesæt
Generelt en nydelig ung mand
"Vi arbejder ud fra en teori om, at det var samme gerningsmand alle tre stedet. Så hvis man kan genkende nogen ud fra beskrivelsen, må man gerne tage kontakt til os," siger vagthavende ved Sydøstjyllands Politi.