Fortsæt til indhold

Den yngste kokkeelev ved DM i Skills er fra Vejle

Arkiv
Arkiv

Til DM i Skills i Aalborg den 26.-28. januar er Hansenberg i Kolding repræsenteret med fire dygtige elever, hvoraf to kommer fra Vejle nemlig en kok og en mediegrafiker.
290 unge kæmper om at blive landets bedste inden for deres fag, når Gigantium i Aalborg danner rammen om DM i Skills, der er det store årlige danmarksmesterskab for unge fra erhvervsuddannelserne.
18-årige Valdemar Alfred Hesselbjerg fra Vejle er kokkeelev hos Restaurant Børkop Vandmølle. Han har nydt at lave mad, siden han som ganske lille bagte mudderkager i sandkassen.
Menuen til DM i Skills har han selv kreeret ud fra nogle forudbestemte ingredienser.
Træningen foregår i Hansenbergs restaurant sammen med træner Peter Finnemann Viuff og derhjemme, hvor han elsker at fordybe sig i mad fra den store verden og prøve sig selv af.

Valdemar og træner Peter Finnemann Viuff i baggrunden

Mediegrafiker

Den anden vejlensiske Skills-deltager er 20-årige Chris Borch Lind, der for nylig blev udlært som mediegrafiker og har fået job hos reklamebureauet Opening i Vejle, hvor han også har været i praktik.
Han deltog også ved DM i Skills for to år siden og er glad for at få muligheden for at repræsentere skolen en sidste gang.
Forventningspresset og de korte deadlines, som opgaverne ved DM i Skills utvivlsomt vil føre med sig, tager han med ro. For som han siger, er det de betingelser, han til daglig arbejder under.

Chris Borch Lind