Nærradioen har fået ny antenne
- Og har også netop fået godkendt sin ansøgning om drifttilskud for 2017
Midlerne skal blandt andet anvendes til vedligeholdelse af en ny digital radiosender, samt til aflønning af personale. Kultur- og fritidsudvalget besluttede på sit møde den 4. januar at godkende ansøgningen. Hvidovre Nærradio har i øjeblikket lokaler på Strandmarkens Fritidscenter, men har netop installeret en ny sender - en antenne - på Strandmarksvej 18. Senderen er nødvendig for at foreningen fremover kan sende digitalt, samt også en foranstaltning for fortsat drift i tilfælde af, at foreningen skal fraflytte de nuværende lokaler på Strandmarkens Fritidscenter. Hvidovre Nærradio har i dag en bred sendeflade med egenproducerede live- og oplysningsprogrammer fra lokalområdet. For at kunne fortsætte dækningen af de mange lokale tiltag og begivenheder i 2017 har foreningen valgt at engagere en fast medarbejder til afvikling af udsendelserne.