Odense&Co blev ikke lukket
Odense&Co, det såkaldte vækstkontor i Odense Kommune, blev oprettet i 2014, men har på det seneste mødt strid modvind efter flere dårlige sager. Det begyndte med en sag om en dobbeltkoncert i 2015, hvor vækstkontoret gav 4,5 millioner kroner i "kreativ støtte" til Odense Sport og Event, der stod bag koncerten. Ligeledes havde kontoret støttet robotselskabet RoboBusiness Europa ApS, der nu er gået konkurs.
De sager fik Venstre og Konservative til at melde ud, at man ønskede at lukke Odense&Co ved et udvalgsmøde i går. Det blev det dog ikke helt til, men derimod skal borgmesterforvaltningen evaluere vækstkontorets arbejde og foreslå, hvordan man kan kommunens vækst- og jobstrategi, der i 2013 satte sig som mål at skabe 10.000 nye private arbejdspladser.
Men om Odense&Co fremover eksisterer eller det foregår under en anden konstruktion er for Konservative ikke længere så afgørende.
"Det der er afgørende er, at vi holder fast i vækstinitiativerne og i de ambitioner, som vi har sat os som byråd for tre år siden. Vi skal også finde en model, hvor vi fortsat kan samarbejde med erhvervslivet," fortæller den konservative rådmand Steen Møller.
Det næste møde i økonomiudvalget finder sted d. 28. februar.