Butikstyve stjal billige handsker og hårprodukter
Tre forsøg på butikstyveri på kort tid blev i går opdaget.
Klokken 14.15 forsøgte en 53-årig kvinde fra Sønderborg at stjæle to par handsker i Bilka til en værdi af blot 20 kroner.
Cirka en halv time senere opdagede personalet i Bilka endnu et forsøg på butikstyveri. En 26-årig kvinde fra Christiansfeld havde fyldt indkøbsvognen med varer for cirka 3.800 kroner. Hun forsøgte at få vognen og varerne ud af butikken uden at betale, men hun blev opdaget.
Ved 15-30 tiden blev to piger taget af personalet i Føtex, da de forsøgte at stjæle hårprodukter for cirka 500 kroner. Der er tale om en pige på 16 år fra Sønderborg og en pige på 12 år fra Gråsten.
Alle kvinderne er nu sigtet for butikstyveri og kan se frem til bøde, pånær den 12-årige, som er under den kriminelle lavalder. Hendes tyveri bliver derfor en sag for de sociale myndigheder.