Fortsæt til indhold

Grønt lys for højhuse på Thors Bakke

Randers Byråd har på mødet mandag 16. januar godkendt en ny lokalplan for bydelen Thors Bakke, der tillader højhuse på stedet. Men flere er imod

Arkiv
Arkiv

Højhuse, åbne boligkarréer og en landskabstrappe, der skal fungere som et grønt byrum og et centralt bindeled til Østervold for fodgængere. Det er nogle af elementerne i en ny lokalplan for bydelen Thors Bakke, som Randers Byråd har vedtaget på mødet mandag.
Lokalplanen var i høring i efteråret, ligesom der har været borgermøde om forslaget. Og med vedtagelsen er retningslinjerne for at bygge videre omkring de eksisterende bebyggelser i bydelen nu fastlagt.
Men det klinker ikke godt i ørerne på Jan Nørskov Jørgensen, der er formand for Foreningen for By- og Landskabskultur i Randers Kommune. Han har sammen med foreningen gjort indsigelser mod højhuse på stedet, og han er skuffet over beslutningen:
"Jeg beklager dybt. Det er noget skidt", siger han kort da avisen ringer til ham.
"Det er skidt for midtbyen, og jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal sige. Vi har haft så mange gode argumenter i vores indsigelse - æstetisk er det ikke godt for midtbyen. Vores by er unik i forhold til midtbyen, så dette bliver et stort minus for vores dejlige ny", siger han.
I en artikel som han har skrevet, argumenterer han imod de nye høje byggerier, der vil ødelægge helhedsindtrykket af den middelalderby med lavere bebyggelse som midtbyen er. Han mener, at Randers mangler en samlet og fair arkitekturpolitik. Indtil nu er det blevet praktiseret, at der i Randers midtby højest må bygges i op til fem etager, hvilket indtil nu har sikret, at det er muligt at tilpasse nye byggerier til den øvrige bygningsmasse i midtbyen.
Men han skal slå koldt vand i blodet, mener Kim Kristensen fra Beboerlisten, der stemte imod forslaget. Ikke fordi han er imod højhuse, men fordi økonomien bag er tvivlsom.
"Jeg har ikke noget imod højhuse, men jeg tror bare ikke at det bliver til noget. Man har også haft planer i både Aarhus og Horsens, men der er endnu ikke nogen, der har turde bygge dem. Der har simpelthen ikke været økonomi i det. Og sådan tror jeg også det ender i Randers. Det jeg havde imod punktet er, at økonomien bag slet ikke hænger sammen. Jeg vil gerne kunne fortælle dig om den aftale, der ligger, men vi må endnu ikke offentliggøre noget. Og det mener jeg er problematisk", siger Kim Kristensen.
"Økonomien halter, hvis du spørger mig. Som aftalen ligger nu er det ejeren, der tjener på byggeriet, hvis det går godt. Hvis det går skidt er kommunen forpligtet til at overtage, og den aftale kan vi slet ikke gå ind for i Beboerlisten", siger Kim Kristensen til Din Avis.

En bydel i forandring

Den ny lokalplan for Thors Bakke indeholder mange af de samme muligheder som den tidligere lokalplan for området. Blandt andet muligheden for at bygge et højhus i den nordlige ende af bydelen. Til gengæld er muligheden for at bygge et højhus i den sydlige del ny, og det samme er landskabstrappen.
Lokalplanen sikrer, at bydelens grundlæggende arkitektoniske princip med karrébebyggelse i tegl videreføres og planen sikrer, at nye boliger opføres i varierende højder, der trapper ned i forhold til terrænet. Endelig sikrer planen, at der vil blive anlagt opholdsarealer til boligerne. Hvad der konkret skal bygges og i givet fald hvornår er der dog endnu ikke taget stilling til.
Thors Bakke har udviklet sig markant, siden Thor Bryggeriet lukkede i 2003. I dag er der masser af liv i den 31.000 kvadratmeter store bydel, der blandt andet består af Randers Sundhedscenter, ældreboliger, almene boliger restauranter og en biograf.