Ikke flere penge til lokalpolitikerne
Økonomi- og Indenrigsministeriet har besluttet at hæve vederlaget for borgmestre, og det kunne betyde en generel lønstigning for en række øvrige kommunale hverv. Det blev dog nedstemt på byrådsmødet
Økonomi- og Indenrigsministeriet har ændret vederlagsbekendtgørelsen, så der fremover kommer mere i lønningsposen til landets borgmestre. I Randers Kommune stiger vederlaget med cirka 260.000 til godt 1.1 millioner kroner om året. Og da lønnen til en række øvrige kommunale hverv bliver fordelt procentmæssigt ud fra borgmestervederlaget, stod fx udvalgsformænd og udvalgsmedlemmer også til at få en lønstigning.
På mødet 16. januar besluttede Randers Byråd dog at sætte gang i en proces for at ændre Randers Kommunes styrelsesvedtægt, hvor den procentmæssige fordeling er fastlagt. Dermed er det altså udelukkende borgmestervederlaget, som kommer til at stige, mens vederlaget for de øvrige kommunale hverv bliver på samme niveau som i dag.
Og det glæder Kasper Fuhr Christensen, som så sent som mandag et par timer før Byrådsmødet, her på siden bekendtgjorde sin utilfredshed med stigninger i vederlag samtidig med at kommunen skal spare.
"Det er jeg glad for - det er en fornuftig beslutning - det andet havde været tåbeligt, nu når vi ser kontanthjælpsloftet blandt andet - at vi ville tage fra de allerfattigste og samtidig sætte lønnen op til politikerne. Men borgmesteren løn kan vi jo ikke gøre noget ved. Det er kun ham selv. Han kan jo vælge at betale pengene tilbage", siger Kasper Fuhr Christensen.
"Jeg ved ikke om vores forslag var med til at presse medlemmerne af byrådet. Det var i hvert fald sent, de kom frem til den rigtige løsning, synes jeg".
Denne del af beslutningen er desuden førstebehandlingen af en ændring af Randers Kommunes styrelsesvedtægt, og sagen fremsættes derfor til anden behandling på byrådsmødet 6. februar.
Styrelsesændringer går ud på at ændre de procentsatser som lokalpolitikerne bliver aflønnet efter. Procentsatsen skal sættes ned, da de følger borgmesterlønningen.