Gratis skak for børn og unge
Nu oprettes Juniorafdeling i Hvidovre Skakklub, hvor børn og unge uden krav om medlemskab kan få undervisning og instruktion i spillets finesser
Imidlertid kan der nu tilbydes en ny mulighed for, at børn og unge kan komme til at spille skak i Hvidovre Skakklub. Fra tirsdag den 31. januar fra kl. 16.00 til kl. 18.00 og fremover foreløbig hver tirsdag frem til udgangen af juni kan alle børn og unge gratis komme i Hvidovre Skakklub. Her vil virkeligt kvalificerede instruktører tilbyde undervisning og instruktion i spillet finesser; Åbninger, midtspil, tårn- og bondeslutspil. Ligesom der vil være mulighed for at spille mod jævnaldrende og der vil naturligvis blive arrangeret turneringer. Der skal ikke betales kontingent, så såvel børn/unge som forældre har god tid til at vurdere, om det er en blivende interesse. De to undervisere/instruktører er begge studerende og Viktor. H. Nielsen spiller på et divisionshold i skak; da han kom til klubben som 13-årig for 6 år siden, kunne han stort set intet. I dag ligger han helt i toppen i dansk juniorskak - og gjorde en flot indsats, da han for to år siden deltog i Junior VM i Sydafrika. Rasmus Hvidberg er lidt ældre, men er ligeledes på vej som topspiller i Hvidovre Skakkub. I løbet af foråret stiller international mester Thorbjørn Bromann op til simultanskak, det vil sige han spiller mod alle de fremmødte børn og unge på en gang. Vi håber I som forældre vil være med til at bakke op om dette initiativ og opfordre jeres barn/børn til at komme og spille skak i Hvidovre Skakklub. Og har jeres barn en ven eller skolekammerat, som også kunne tænke sig at spille skak, så inviter ham/hende med. Alle de børn, der har deltaget i Aktiv Sommer - Skak, får en særskilt invitation. Ligesom alle lærerne på skolerne i Hvidovre, der har skak som en del af undervisningen får tilsendt materiale, så de kan agitere for Hvidovre Skakklubs nye juniorafdeling. Alle børn og unge er naturligvis også meget velkomne til at komme i seniorafdelingen, hvor der spilles skak hver tirsdag fra kl. 19.00 til kl. 23.00. Til slut skal det nævnes, at åbning af en juniorafdeling i Hvidovre Skakklub kun har været mulig, fordi vi har fået massiv støtte og opbakning fra “God Fritid Til Alle”, Kultur & Fritidsafdelingen, fra vores to sponsorer: Jyske Bank A/S og DanaWeb A/S, samt ikke mindst en altid imødekommende og positiv behandling af Hvidovre Avis. Skulle du eller dit barn ønske mere information, så gå ind på hjemmesiden hvidovre-skakklub.dk eller kontakt Jørn Brandt på mobil 40 38 92 50.