Michelle er klar til finaleshowet
Randers har i år en finalist med i sangkonkurrencen DanskPOP Talent 2016 på dk4. En af de dygtige finalister, der skal synge i finalen i Forum Horsens lørdag 21. januar er 27-årige Michelle Nielsen fra Randers, som har tryllebundet publikum med sin pragtfulde stemme
Seks af de ti finalister til finaleshowet gik videre på seerstemmer, og de sidste fire via wildcards fra dommerne. Michelle Nielsen, som bor i Assentoft, sang sig ind i danskernes hjerter med sangen ”Har fået nok”, og var en af de sangere, der fik det højeste antal seerstemmer.
Michelle prøvede også lykken sidste år, hvor programmet blev lanceret på dk4 under navnet DanskTOP Talent. Programmet var derfor meget baseret på traditionel dansktop musik, og Michelles mere poppede musikstil passede ikke helt ind i programmet, hvorfor hun ikke gik videre.
”Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at tilmelde mig igen i år, men da jeg så, at de nu havde ændret navnet til DanskPOP Talent, tænkte jeg, at jeg måske havde en større chance med min musik denne gang,” fortæller Michelle, som deltog i de indledende runder i Århus med sit eget nummer ”Har fået nok”.
”Nu er jeg selvfølgelig glad for at jeg tilmeldte mig,” smiler Michelle og fortsætter:
”Det har været en stor oplevelse for mig at være med, det er fantastisk at optræde med dk4 Allstars bandet, og jeg har mødt en masse søde og dygtige mennesker.”
En alsidig musiksmag
Michelle skriver al sin musik i samarbejde med sin far Frank Nielsen, som selv er en ivrig amatørmusiker.
”Jeg har helt klart fået min interesse for musik fra min far, og ligesom ham har jeg en meget alsidig musiksmag - jeg hører stort set al slags musik,” siger Michelle. Sin egen musik beskriver hun som en blanding af pop og dansktop.
Hun har altid lyttet meget til musik og begyndte selv at skrive musik, da hun var cirka 15 år.
Det er heller ikke nyt for Michelle at stå på en scene – som 15-årig deltog hun i sin første talentkonkurrence på Underværket i Randers og har siden spillet sin musik ved forskellige arrangementer.
Michelles drøm er at kunne leve af sin musik en dag - hun ved dog godt, at der er mange om buddet, og at der er lang vej endnu, men at hun er kommet så langt i konkurrencen er bestemt et skridt i den rigtige retning.
Stor opbakning
Michelle arbejder med sin musik, så ofte hun overhovedet har mulighed for at passe det ind mellem sit arbejde som lægesekretærelev og sin familie. Hun bor i Assentoft sammen med sin kæreste Stefan og deres 2-årige datter, og heldigvis får hun masser af opbakning fra Stefan samt resten af familien, så hun kan få tid til at skrive nyt materiale og tage ud og spille.
Der har også været stor opbakning fra folk i Randers - mange randrusianere har stemt på hende, så hun kunne gå videre i DanskPOP Talent 2016. Flere erhvervsdrivende i Randers har desuden hjulpet hende med at gøre folk opmærksomme på konkurrencen, for eksempel John Drejer, som satte hendes navn på storskærmen ved p-huset. Radio Alfa har haft Michelle i studiet for at fortælle om hendes musik og konkurrencen, og Niels Fisker fra Radio Alfa tager også med til finalen i Horsens, så lytterne kan følge konkurrencen i radioen.
Til selve finalen har hun fået sponseret tøj fra en lokal modebutik, By Haagen.
Konkurrencen er hård
Lørdag 21. januar kan man opleve Michelle i Forum Horsens til det store finaleshow, der bliver transmitteret direkte på dk4. Michelle skal synge et nyt originalt nummer, som endnu engang er skrevet af hende og hendes far – nummeret hedder ”For alt det man gør” og er et up-tempo popnummer.
Selvom Michelle er vant til at optræde, er der lidt flere sommerfugle i maven end normalt ved tanken om at skulle optræde i Forum Horsens, for udover publikum i salen, er der jo også en masse mennesker, der sidder derhjemme og ser finalen på dk4, og så mange mennesker har Michelle aldrig optrådt for før.
”Det er også nogle rigtig hårde konkurrenter, jeg er oppe imod,” siger Michelle og fortsætter:
”De er alle sammen utrolig dygtige, og flere af dem er etablerede musikere med et stort netværk. Men jeg har i hvert fald tænkt mig at give den hele armen, og jeg glæder mig meget til at synge min sang sammen med dk4 Allstars-bandet.”
Da finalen bliver afgjort på seerstemmer, håber hun, at randrusianerne endnu engang vil gribe mobilen og hjælpe hende til en sejr.