Byrødder har pakket en kuffert og vil ud og møde borgerne
Tanterne rykker ud.
Sådan kalder de tre byrådspolitikere Birgitte Vind (S), Kit Kielstrup (V) og Gerda Hagemann Pedersen (DF) deres nye initiativ, som skal gøre op med politikerleden og skabe dialog mellem borgererne og deres byrådspolitikere.
"Vi vil møde borgerne i øjenhøjde," fortæller Birgitte Vind, der oplyser, at de tre tanter er klar til at rykke ud og møde kommunens borgere.
"Vi har oprettet en Facebookside, der hedder Tanterne Rykker Ud, og vi kan også bookes på e-mail TanterneRykkerUd@hotmail.com".
"Vi har pakket vores kufferter med tøj til enhver lejlighed: Vi går på gaden i al slags vejr, og du vil kunne møde os de næste par måneder rundt om i kommunen, men Tanterne kommer også gerne til dig. Så tøv ikke: Inviter os til kaffemøder i din forening, mødregruppe, på din arbejdsplads, til en snak sammen med venner, naboer eller familie. Du giver kaffen – Tanterne kommer og lytter og giver gerne vores mening til kende om det emne, du/I har på hjertet," skriver de tre i en pressemeddelse.
For selvom de tre politikere (to blå tanter og én rød) ikke er enige om alt, så brænder de for at være gode stemmer for borgerne i kommunen.
Lad den gode, livlige og seriøse debat starte.