Fortsæt til indhold

Facebook holder pressemøde

Den amerikanske it-gigant har sammen med Odense Kommune indkaldt til fælles pressemøde på Odense Rådhus.

Arkiv
Emil Hermann

I efteråret 2016 kom det frem, at Facebook formentlig har planer om at bygge et kæmpe datacenter i Tietgenbyen i Odense SØ. Det afslørede Fyens Stiftstidende.
I december bekræftede Odense Kommune, at en kæmpe grund i erhvervsområdet Tietgenbyen var blevet købt for 68 millioner kroner. Men køberen og byggeplanerne blev ikke offentliggjort i samme forbindelse.
Det sker formentlig i dag, torsdag, hvor Facebook sammen med Odense Kommune har indkaldt til fælles pressemøde på Odense Rådhus. Ingen ved, hvad dagsordenen på mødet er, men Odense Kommune har oplyst, at borgmester Peter Rahbæk Juel (S) og rådmand Jane Jegind (V) vil være til stede på pressemødet.
Hvis planerne om et datacenter bliver realiseret, bliver Odense den kun tredje by uden for USA's grænser, der opbevarer data fra det sociale medie.
Du kan følge pressemødet live på Lokalavisen Odenses Facebook-side. Dækningen starter fra klokken 10.