Fortsæt til indhold

Esbjerg Kommune salter med genbrugssalt fra lokalt firma

Miljøet bliver den store vinder, når DAT-Schaub A/S årligt tilbyder Esbjerg Kommune 70 tons salt til afhentning. Normalt ville saltet havne på Måde Deponi, men nu bruges saltet til at salte kommunens veje og stier om vinteren.

Arkiv
Arkiv

Teknisk chef hos DAT-Schaub A/S, Jens L. Rasmussen fik en ide. En rigtig god ide, har det vist sig. DAT-Schaub A/S forarbejder svinemaver og naturtarme fra DANISH CROWNs slagterier i Danmark. I produktionen på virksomheden bliver naturtarme lastet om fra kar til tønder. Tarmene har været lagret i salt, og hidtil er de 70-80 tons salt blevet samlet sammen og siden kørt til deponi hvert år.
"Det ærgrer mig grusomt, at vi spilder ressourcer i den størrelsesmængde. Jeg er bekendt med, at kommunerne delvis anvender saltlage ifm. vinterberedskabet, hvor jeg kontaktede Esbjerg Kommune for at høre, i hvilket omfang at vort overskydende salt måske kunne anvendes til at salte ved glatføre. Vi samler p.t. saltet sammen for at undgå en unødvendig miljømæssig belastning via vores spildevandsudledning", siger Jens L. Rasmussen i en pressemeddelelse.
Hos Esbjerg Kommune har man undersøgt sagen og saltet, og der er nu kommet en aftale i stand.
"Samarbejdet her er både en miljømæssig og økonomisk gevinst. Vi sparer omkring 16.000-18.000 kroner på udgifter til salt, men i det store billede er det miljøet, som bliver den helt store vinder. Saltet genbruges i stedet for at gå til. Initiativet fra DAT-Schaub kan jeg kun rose, for det hænger rigtig godt sammen med vores ambitioner om at tænke i bæredygtige løsninger," siger formand for Teknik & Byggeudvalget Anders Kronborg, som gerne ser flere miljørigtige samarbejder mellem private firmaer og Esbjerg Kommune.
Fremover henter Entreprenør saltet hos DAT-Schaub A/S 8-10 gange årligt. Saltet vil være drænet, filtreret og uden produktionsrester. Efterfølgende vil det blive blandet i den saltlage, som bliver brugt til at salte med, når is og sne truer trafikken.
I løbet af en hård vinter bruger Esbjerg Kommune ca. 4.000 tons salt, og genbrugssaltet vil indgå i den samlede mængde.