Fortsæt til indhold

Håndbold-DM afgøres i Sønderborg

26 hold fra hele landet kæmper om DM i skolehåndbold i Sønderborg

Arkiv
Arkiv

Dybbøl-Skolen er vært og har selv et drengehold med, når der tirsdag til torsdag afvikles danske mesterskaber i skolehåndbold for drenge og piger i 8. klasse.
13 pige- og 13 drengehold fra hele landet er med. De har hver især kvalificeret sig ved at vinde deres kredse. I Sønderjylland har Gråsten Skole vundet hos pigerne og Dybbøl-Skolen hos drengene. Da værtskredsen får en ekstra plads, har et drengehold fra Hørup Centralskole også fået mulighed for at spille med.
"Det er virkelig godt, at nogle børn får disse oplevelser via skoleidrætten. Holdsport er fællesskab og social dannelse samtidig med, at det er vitaminer til fysikken. Midt i en håndbold-VM-tid er det dejligt, at der også er gang i håndboldspillet blandt fremtidens stjerner. Jeg håber, at mange lokale vil benytte chancen til at se live-håndbold i Skansen - måske når der er finaler torsdag fra kl. 13," siger sundhedsudvalgets formand, Helge Larsen.

Fair play

"Der er guld-, sølv- og bronzemedaljer til de bedste, men Dansk Skoleidræt har også sat to Fair Play-pokaler på højkant. Det glæder jeg mig over. Når der er fokus på fair play, bliver de unge mindet om, at en vigtig del af sporten er, at man respekterer hinanden og opfører sig ordentligt både på og uden for banen. Dermed er der basis for, at alle får en god oplevelse, uanset om de får medaljer eller ej," siger Erik Lorenzen, der er formand for kommunens børne- og uddannelsesudvalg.
De 26 hold ankommer til Dybbøl-Skolen tirsdag fra kl. 16, hvor de indkvarteres i Rød Blok. Efter aftensmaden er der officiel åbning af mesterskabet, som næstformand i Sønderborg Kommunes børne- og uddannelsesudvalg, Tage Petersen, står for.
Straks derefter spilles de første kampe i Skansen og Dybbøl-Hallen. Onsdag skal alle tidligt op for at klare oprydning og morgenmad, inden kampene fortsætter i hallerne fra kl. 8 og frem til kl. 21 - kun afbrudt af spisepauser.

Finaler torsdag

Selv om Dansk Håndbold Forbund har travlt med at være i Frankrig, hvor mændenes chancer VM-medaljer dog forduftede i går, er forbundet også til stede onsdag kl. 10-14, hvor alle spillere får en goodiebag og mulighed for at deltage i forskellige konkurrencer om gode præmier. Også House of Health er på pletten med en konkurrence.
Torsdag spilles der kampe igen fra kl. 8 - og finaler kl. 13 (pigerne) og kl. 13.45 (drengene). Derefter er det tid til medaljeoverrækkelse og behørig hyldest af vinderne, inden der pakkes sammen efter nogle forhåbentlig gode dage med gode oplevelser og godt samvær. De elever, der har længst vej hjem, går på Rønne Privatskole og Hans Rømer Skolen på Bornholm samt på Hjallerup og Fjerritslev Skoler i Nordjylland.