Ledigheden falder igen i den østjyske metalindustri
Fra december 2015 til december 2016 faldt bruttoledigheden i den østjyske metalindustri med 32,2 pct. Alt tyder på, at ledigheden skal endnu længere ned. Den lave ledighed understreger behovet for at uddanne flere faglærte
Fra december 2015 til december 2016 faldt antallet af ledige medlemmer i Metal Østjyllands A-kasse med 33,3 pct., og samme billede tegner sig i de andre østjyske A-kasser i Dansk Metal. I Metal Horsens faldt ledigheden eksempelvis med 28,4 pct. i perioden, og i Metal Skanderborg-Odder faldt den med hele 64,4 procent Ser man på hele Østjylland, faldt ledigheden med 32,2 procent i perioden – fra 3 procent til 2,1 procent.
”Flere og flere virksomheder henvender sig til os og spørger efter medarbejdere, men vi må ofte fortælle dem, at vi ikke kan hjælpe. Der er ganske enkelt ikke match mellem de efterspurgte kvalifikationer og de ledige, der nu engang er”, siger Finn Andersen, afdelingsformand i Metal Østjylland, der er den største Metalafdeling i Østjylland.
Dansk Metals A-kasser har i de senere år haft stor succes med at parre ledige medlemmer med virksomheder, der mangler arbejdskraft via Metal Jobservice. Selvom arbejdet fortsætter, er det svært at følge med.
Laveste ledighed i otte år
Den primære grund, til at Metal Østjylland – og stort set alle andre Metalafdelinger i landet – har svært ved at følge med efterspørgslen på kvalificeret arbejdskraft, er, at der bliver uddannet for få faglærte i jern- og metalindustrien.
I 2015 var der 598 medlemmer af Dansk Metal med en industriteknikerbaggrund, der trak sig tilbage fra arbejdsmarkedet. Samme år blev der på landsplan kun uddannet 225 nye industriteknikere – et underskud på 373, alene i 2015. Siden 2011 har det gennemsnitlige årlige underskud ligget på 524 industriteknikere. For smede er det gennemsnitlige underskud på 66 og for værktøjsmagere drejer det sig om 25 personer – hvert eneste år.
”De danske virksomheder har været for sløve til at uddanne nye faglærte til at dække den stigende efterspørgsel. Derfor er den trepartsaftale, der allerede er indgået omkring 10.000 flere praktikpladser, og de kommende trepartsforhandlinger, der netop sætter fokus på mere efteruddannelse, uhyre vigtige for, at vi sammen med arbejdsgiverne finder løsninger til at tilfredsstille efterspørgslen på kvalificeret arbejdskraft. Det er afgørende for den økonomiske vækst og for Danmarks muligheder for at have noget at leve af i fremtiden”, siger cheføkonom i Dansk Metal Thomas Søby.
På landsplan faldt ledigheden i Dansk Metals A-kasser med 23,8 procent fra december 2015 til december 2016, og ledigheden er nu nede på 2,8 procent – det laveste niveau i metalindustrien i otte år. Ifølge beregninger fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd vil der mangle 30.000 faglærte inden for jern- og metalområdet i 2025.
Det nationale ledighedstal er sæsonkorrigeret – det er de regionale ledighedstal ikke.