Pokalfinalister gæster Granly Hockey Arena
Efter en god start på 2017 skal Esbjerg Energy på en ny vanskelig opgave, når Rungsted Seier Capital tirsdag klokken 19.00 gæster Granly Hockey Arena.
Esbjerg Energy havde en god weekend, med en overtidssejr på 3-2 hjemme i Granly Hockey Arena, hvor Odense Bulldogs var på besøg. Lørdag besejrede vestjyderne igen fynboerne. Denne gang med 2-0 på Odense Isstadion.
"Vi spiller et godt boxplay. Drengene ofrer sig virkeligt for holdet og får blokeret mange skud. Vi får lukket ned for flere af deres farlige pasninger. Selvfølgeligt kom Odense frem til nogle muligheder, men vi afværger dygtigt og Mathias Seldrup i målet stod en fantastisk kamp," fortæller assistenttræner Thor Dresler fra Esbjerg Energy efter weekendens to sejre.
Rungsted stiller ligeledes til kampen med fornyet selvtillid, efter nordsjællænderne i weekenden kvalificerede sig til finalen i pokalturneringen Metal Cup efter en samlet sejr over Rødovre Mighty Bulls i semifinalen.
"Rungsted er helt sikkert et godt hold. Vores kampe mod dem har hidtil været af høj kvalitet, med højt tempo og med stor intensitet. Så jeg forventer endnu en god kamp mod dem," fortæller cheftræner Mark Pederson fra Esbjerg Energy:
"Rungsted har vundet de to mandskabers tre tidligere opgør i denne sæson, så Energy-spillerne har revanche til gode. Vi har spillet gode perioder imod Rungsted, eller spillet godt i dele af en periode. Men vi har gjort det vanskeligt for os selv, ved at lave nogle store fejl i kampene. Nogle af fejlene ligger langt tilbage, og vi har som hold fået minimeret vore fejl, så der er muligheder."
"De er som nævnt et dygtigt mandskab, som formår at udnytte de muligheder, som vi giver dem. De er, som en del af deres taktiske koncept, dygtige til at presse modstanderen, som så begår fejl. De er stærke i overtals- og undertalsspillet, så vi får brug for at spille med en stram disciplin," forklarer Mark Pederson.
Både Rungsted og Esbjerg er en del af et tæt midterfelt i Metal Ligaen. Holdet fra Hørsholm er placeret på ligaens fjerdeplads med 56 point for 34 kampe. Esbjergenserne er nummer otte med 52 point for 35 kampe.
"Og disciplinen skal give udtrykkes på flere områder. I forhold til udvisninger, i forhold til det taktiske koncept, i forhold til spillet med og uden puk. Den slags forhold bliver vigtige, specielt når tingene skal afgøres i slutningen af sæsonen," slutter Energy-coachen.