50 år med børn og unge
Onsdag 1. februar er en mærkedag af de helt store for Vorup Børne- og Ungdomshus i daglig tale kaldet VBU. Den selvejende institution runder de 50 år - et halv århundrede som er brugt til at passe og aktivere børn og skabe rammer for de unge om aftenen. Også børnehaven Himmelblå, der ligger i samme bygning, fejrer jubilæum - alt i alt et hus der rummer en kreativ hverdag for børn i alderen tre til 18 år
Det var 1. februar 1967 at Vorup Børne- og Ungdomshus dengang kaldet Vorup Fritidshjem og Ungdomsklub. Og det var først i sommeren 1988 at Juniorklubben kom til, og det var et helt nyt tiltag dengang med en juniorklub, der ikke har præg af pasning som et fritidshjem. I dag huser VBU, i daglig tale, knap 500 børn og unge, der hver dag, når de kommer fra skole eller fritidsaktiviteter, finder venner og kreative sysler på Nørresundbyvej i Vorup.
I starten var der kun en fjerdedel af de børn, der i dag finder vej til huset. Dengang var man stueopdelt i Fritidshjemmet - noget man også praktiserer i dag, men med mere åbent plan og blanding af aldersgrupperne. I dag har børnene i fritidshjemmet hver deres stuen alt efter alder og klassetrin. Juniorklubben er et stort mix af aldersgrupper ligesom selvfølgelig ungdomsklubben, der huser unge fra 13 år og op til, for det meste, det 18´ende år. Dog kan man godt gå længere op, da man er en social klub og et af de kraftcentre, der hører under Ungdomsskolen.
Man gentænkte opdelingen for at udnytte pladsen bedre, da der i løbende af årene har været stigende tilgang af børn og unge.
Fra fordi! til hvorfor?
Før hen - specielt i 70´erne og 80´erne var fritiden mere skemalagt - dengang var børnene mere afhængige af hvad de voksne fremlagde af planer - helt ned til madpakkespisningen - alt blev sat i system - men i dag er grænserne mere udflydende. Nu tager man dagene som de kommer, selvom der også kan være skemalagt aktiviteter en måned frem.
"Nu er der mere hvor børnene er og hvad, der rører sig. Og ikke mindst hvad de har lyst til at lave", fortæller leder af VBU Carina Thorsen.
Hun har været i huset i 17 år og fortæller hvordan pædagogikken har ændret sig.
"I dag har børnene en lang skoledag, og der bliver stillet store krav til dem i skolen. Når de kommer her magter de ikke flere krav, og ting de skal forholde sig til. De har brug for plads til at lave det, de har lyst til. Men selvfølgelig stiller vi krav til at de opfører sig ordentligt", siger hun.
I dag er det sådan at pædagogerne fra VBU er med i indskolingen på Søndermarksskolen. Derved bliver ansvaret mere udflydende, og de har mere hånd i hanke med, hvad der sker i skolen sammen med skolens pædagoger og lærer. Når skoledagen er omme traver de voksne sammen med børnene til VBU på Nørresundbyvej.
"Dette break i hverdagen oplever jeg som en god mulighed for at få frisk luft og få en god snak mellem børn og voksne. Det er en rigtig god ordning, at vi går samlet fra skolen og herned", siger Søren Algren, der har været pædagogmedhjælper i VBU i 24 år.
Han fortæller også om den forandring, han har oplevet med børnene i den tid.
"I dag stiller børnene mere spørgsmålstegn ved ting, når det kommer fra de voksne. "Fordi!" gælder ikke mere - nu er det "hvorfor?"", siger han og smiler.
"Men det er ikke sådan, at vi slet ikke kan nå børnene, de er stadige til at snakke med", siger han.
Også børnemøder har man indført på stedet, for at høre børnene - der er i dag nemlig mere medbestemmelse, modsat i 70´erne og 90´erne.
Og børn og unge i dag er slet ikke dovne, selvom man mener at børn i dag er mere inaktive. Det oplever man slet ikke i VBU.
Musikken i høj kurs
I dag har man mulighed for sat vælge mellem Fritidshjem og SFO - SFO ligger på skolerne og VBU er dermed et fritidshjem og en selvejende institution. Og det er børn fra hele kommunen, der har mulighed for at tilmelde sig på stedet. Og det er mere dialog mellem forældre og pædagoger end der har været før. Her er der et godt samarbejde, trods det at der bliver stillet spørgsmål.
"Forældre engagerer sig meget i deres børns hverdag, og det ser vi kun positivt på", siger Carina Thorsen.
"Det er som om de også får en pause i deres stressede hverdag, når de kommer for at hente ungerne. Det synes jeg tydeligt, at vi mærker", siger Claus Hvass.
Det er ikke geografisk bestemt, hvem der går her, sådan er det også for de børn og unge der kommer i juniorklubben og ungdomsklubben. Og her er det meget musikken de gerne vil dyrke. Stedet har nemlig deres helt eget lydstudie og øvelokale.
"Juniorklubben har meget fokus på musikken. Vi har også et børnekort", fortæller Claus Hvass, der også selv er musiker og i nogle dele af befolkningen bedre kendt som Muddi.
"Hvis børnene går med musikalske ambitioner - måske går de til musik i skolen eller i fritiden, så vil vi gerne være med til at hæve barrieren lidt. Vi vil gerne sætte dem i gang med de ønsker de har. I dag vil alle børn jo gerne stå forrest på en scene, og så skubber vi dem videre ved at indspille en sang med dem. Vi tager udgangspunkt der hvor de er - måske for pigerne vedkommende at de lytter til Rihanna, ja men så tager vi gerne imod det, de kommer med. Vi indspiller med dem og sender det færdige spor til dem på deres mobil så kan de selv uploade det, der hvor det skal hen", fortæller han.
Specielt Ungdomsklubben er vel besøgt af unge, der kommer fra hele Randers. De hopper på deres knallert eller tager de busser, der ikke kører så tid om aftenen, for at komme til Vorup flere gange om ugen. Her mødes de på tværs af geografiske skel. I alt 300 unge er tilmeldt klubben, der er en af de tre kraftcentre i byen.
Børnehaven Himmelblå
Også Børnehaven Himmelblå der ligger i samme hus som VBU har en rund fødselsdag at fejre 1. februar. Her har man tre stuer samt to stuer i Månedalen - den såkaldte udebørnehave. Her er der fast en stue samt turnus ordninger med en af stuerne fra lokalerne på Nørresundbyvej. Himmelblå er ligesom VBU en selvejende institution og har børn fra fortrinsvis Vorup og nærmeste opland.
De samarbejder med VBU om lokaler, da de, når der skal bevægelse ind over dagligdagen, flittigt benytter sig af salen hos VBU.
Børnehaven er vokset fra tre stuer til i 90´erne at få en skurvogn i Månedalen i 1993 - her startede man ud med at have stuer på skift fra Nørresundbyvej til at være et halvt år af gangen som udebørnehave. I dag har man udvidet så der fast er en gruppe der. Så i alt er der fem stuer i Himmelblå - altså to stuer mere end ved starten i 1967. I dag er stedet normeret til 105 børn.
"Det var meget moderne, at man i 90´erne begyndte med de åbne plan, hvor børnene kunne lege med hinanden på tværs af stuerne og aldersgrupper. Det benytter vi os også af i dag, da vi mener at de store kan lære meget ved at være der for de små og de små kan lære meget af de store, om hvordan man leger. Men sådan var det ikke i starten. Her havde hver stue deres egen dukkekrog og kreative værksted. Det er vi gået helt fra i dag", fortæller Pia Knust, der har været pædagog i Himmelblå i 17 år.
Begge institutioner fejrer sig selv onsdag 1. februar med blandt andet klovneshow for børnehave og fritidshjem og juniorklub. Og for de stores vedkommende i ungdomsklubben, er der åbent hus, hvor der er en kop kaffe om aftenen.