Store samarbejdsproblemer med leder
65 medarbejdere fra Gungehusskolen melder nu ud i et såkaldt bekymringsbrev, at de mener, der er store samarbejdsproblemer mellem skolens ledelse og medarbejderne.
Hvidovre Kommunes forvaltning bekræfter, at det er korrekt, at der er samarbejdsproblemer på skolen. Hvidovre Avis har kontaktet skolens leder Maja Alvang Jespersen, der endnu ikke er vendt tilbage til avisen.
Ufrugtbart samarbejde
I bekymringsbrevet fra de 65 lærere står der blandt andet, at underskriverne oplever en lang række problemer i blandt andet tilrettelæggelsen af deres arbejde, og at de ikke mener, at samarbejdet med skolens leder er frugtbart.
- Vi oplever en stigende utryghed/angst blandt vores kolleger i forbindelse med at handle og ytre sig. Samtidig oplever vi, at der udvikles en kultur, hvor konflikter optrappes unødigt i stedet for at løses, skriver medarbejderne i brevet, som Hvidovre Avis har set.
Tre opsagt deres stilling
Foreløbig har tre medarbejdere opsagt deres stillinger. I hvert fald to af dem har, i følge Hvidovre Avis' oplysninger, begrundet deres opsigelse med skolens dårlige ledelse. I bekymringsbrevet står endvidere, at medarbejderne frygter, at de tre opsigelser kun er starten på en lærerflugt.
Maja Alvang Jespersen kommer fra en lignende stilling i Tårnby, hvor lærernes fagblad Folkeskolen i sommeren 2015 beskrev lærerflugt og samarbejdsproblemer på Maja Alvang Jespersens skole. Tårnby kommune afviste, at der var tale om decideret lærerflugt, men bekræftede, at der var samarbejdsproblemer mellem skolelederen og medarbejderne.
Læs hele brevet fra lærerne og mere om sagen i næsten Hvidovre Avis