Fortsæt til indhold

Banedanmark åbner Vigerslev Allé for gennemkørsel onsdag

Arkiv
Arkiv

Vigerslev Allé har været lukket på stykket mellem Hvidovrevej og Næsborgvej siden efteråret 2014 for at skabe plads til byggeriet af Hvidovretunnellen, der krævede, at det meste af vejen blev gravet op og midlertidigt fjernet. - For få måneder siden var området en hektisk byggeplads, og i dag står vi med en færdig vej og en ny gangbro, fortæller Banedanmarks tunnelchef, Martin Ipsen.

Ny stibro og bedre trafikale forhold

Området ovenpå den nye jernbanetunnel ved Vigerslev Allé har undergået synlige forandringer i forbindelse med Banedanmarks anlægsarbejde. Seks af lejlighederne i boligforeningen, Thorvalds Minde, blev revet ned for at skabe plads til byggeriet af tunnellen, og ud for Hvidovregade er der opført en ny gangbro, der forventes klar til indvielse til foråret. Sidst, men ikke mindst, er de trafikale forhold i krydset mellem Vigerslev Allé og Hvidovrevej blevet forbedret, forklarer Banedanmarks tunnelchef. - Vi har i samarbejde med Hvidovre Kommune udbygget Vigerslev Allé ud mod Hvidovrevej, så der er blevet plads til at føre cykelstien helt frem til krydset, og når vi åbner Allingvej til foråret, vil den være udstyret med en venstresvingsbane, hvilket vi håber, trafikanterne vil tage godt imod, uddyber Martin Ipsen.

Allingvej åbnes ud til Hvidovrevej i foråret 2017

Siden efteråret 2014 har Allingvej været lukket på stykket mellem Dalumvej og Hvidovrevej for at skabe plads til byggeriet af Hvidovretunnellen. I foråret 2017 (marts/april) forventer Banedanmark, at retableringen af Allingvej er afsluttet, så vejen igen kan åbnes ud til Hvidovrevej.