- Holdet skal have en solid balance..
Claus ”Buller” Clausen skal stå i spidsen for HIF’s divisionsreserver
- Jeg havde ikke set mig som træner for holdet, men da man ikke kunne blive enige om at fortsætte samarbejdet, ville jeg blive meget ked af at se, det der var blevet skabt i efteråret, måske falde fra hinanden, kommenterer Claus “Buller” Clausen. - Vi er midt i en udvikling af holdet, og der er brugt meget tid og mange kræfter på at finde en balance, hvor holdet hele tiden er homogent. Et 2. hold er jo det sted, hvor overskuddet fra 1. holdet skal hente styrke og selvtillid sammen med en flok spillere, der er i gang med at udvikle sig samt nogle, der er tilfredse med at spille på HIF’s 2. hold. Her er det uhyre vigtigt, at trænerne for begge hold er meget tætte og hele tiden kommunikerer. Det er ikke noget nyt, for det har vi gjort hele sidste efterår, men det skal fastholdes... - Vi har en god stamme på 2. holdet, hvor 16-18 mand dukkede op den 16. januar, hvor vi indledte træningen. Søren Hagen er stadig assistenttræner, og vi skal sammen få noget rigtig godt op at stå. Der kommer heldigvis hele tiden nye spillere til, og det er rigtig dejligt at se, af flere af dem har en fortid som ungdomsspillere i HIF... - Jeg kan huske fra min egen tid i HIF, hvor jeg startede på 2. holdet, at det var vigtigt for min modenhed som spiller. Her gik det lidt langsommere, og der var tid og råd til at begå fejl. Søren og jeg vil gøre os meget umage i bestræbelserne på at skabe et godt træningsmiljø. Faciliteterne har vi har, spillerne er der, og nu skal kulturen etableres og skabes. De spillere vi får ned, skal ville det samme som de spillere, der tegner stammen på holdet. Balancen skal være der...