Fortsæt til indhold

Facebook vil fyre for gråspurvene

Facebook kan varme 30.000 boliger op, men har ingen plan om at gøre det

Arkiv
Arkiv

Da nyheden om Facebooks datacenter i torsdags ramte Odense, var der masser af svungne ord om firmaets grønne miljøprofil.
Men vicedirektør i Dansk Fjernvarme, Kim Behnke, siger til www.tv2fyn.dk, at profilen højest bliver lysegrøn.
Årsagen er, at Facebook ikke umiddelbart har nogen planer om at udnytte overskudsvarmen fra et elforbrug, der er så stort, at ikke engang Nyborg, Kerteminde og Assens bruger så meget tilsammen.

Energiministeren vil bede Folketinget tjekke afgiftsreglerne

TV2 /Fyn har sendt spørgsmålet om brugen af overskudsvarme videre til Facebooks europæiske datachef Niall McEntegart, som oplyser, at der ikke er aktuelle planer i den retning.
Det undrer man sig over hos Dansk Fjernvarme.
For overskudsvarme fra strømforbruget kan opvarme 30.000 fynske husstande, lyder det fra Kim Behnke, der også sender kritikken videre til regeringen. Det er nemlig afgifterne på el til varmepumper, der er med til at gøre udnyttelse af overskudsvarme til en dårlig forretning,
"I stedet for at spare på kul og andre brændstofstyper på Fynsværket, sender man strøm uden afgifter til udlandet. Hvis bare man halverede afgiften på strøm til drift af varme- eller absorptionspumper, ville det være en stor fordel og miljørigtig løsning for statskassen og det danske samfund," siger Kim Behnke til TV2/Fyn.
"Alternativet er at Facebook kommer til at blæse store mængder varme ud til gråspurvene," siger han.
Energiminister Lars Chr. Lilleholt oplyste fredag morgen, at han nu vil bede Folketinget se nærmere på afgiftsreglerne for elektricitet brugt i varme- og absortionspumper.
Datacentret i Odense skal være færdigt i 2020 og kommer til at koste 1,4 milliarder kroner.