Stig Gerdes gør klar til at nedlægge sin klinik
Den omstridte Fredericia-kan ikke finde en vikar
Fredericia-læge Stig Gerdes havde håbet, at han i dag kunne finde en vikar, der kunne overtage ansvaret for hans cirka 1.900 patienter, nu hvor hans egen autorisation er blevet inddraget. Men det lykkedes ikke.
"Jeg har haft et vikarbureau ind over, og de havde en noget på bedding. Men så snart de pågældende hører, at det handler om mig og mine patienter, trækker de sig. De skal ikke nyde noget," siger Stig Gerdes.
Han har besluttet sig for, at fredag i næste uge er deadline for løsning af problemet.
"Hvis ikke der er fundet en ny læge inden den 10. februar, likviderer jeg firmaet," siger han.
Derved vil hans overenskomstmæssige forpligtelse ophøre, og patienterne formentlig blive sat fri til at vælge andre læger. Den mulighed involverer dog både Region Syddanmark og Fredericia Kommune.
"Patienterne kan ikke være tjent med, at det her trækker ud," siger Stig Gerdes.
Læge-formand: Det er en umulig situation
Regionalformand for De Praktiserende Lægers Organisation (PLO), Jørgen Skadborg fra Billund, vil ikke tage stilling i spørgsmålet om Stig Gerdes' autorisation.
"Men overenskomsten med Regionen er sådan, at det er hans ansvar at sørge for patienterne. Det er en ulykkelig og umulig situation. Det sker ekstremt sjældent, at autorisationer inddrages. Så reglerne har ikke taget højde for denne her situation," siger Jørgen Skadborg.
Situationen i Fredericia forværres også af, at bylægerne har afvist at overtage Stig Gerdes' patienter, fordi de i forvejen er overbebyrdede.
"Gennem den seneste tid har det været en situation, hvor lægerne har dækket for en langtidssygemeldt kollega. Det var uholdbart. Det handler dybest set om patientsikkerhed: En læge kan ikke bare tage patienter ind uden at kende dem og deres journal," siger Jørgen Skadborg.
Han er klar over den lokale lægemangel og, at kun tre af Fredericias læger er åbne for patient-tilgang.
"Og de kan ikke tage alle 1.900. Så nogle af patienterne er nødt til at tage til Børkop eller Middelfart. Det er en ulykkelig situation," siger han.