Helge har inviteret svenske legender til Hvidovre
Helge Skov og det øvrige Hvidovre Musikråd arbejder for et bredt koncertudbud og præsenterer legendarisk svensk 70’er-rockband
Om Hvidovre Musikråds arbejde og prioriteringer siger Helge: - Jeg synes, det er vigtigt, at vi i Hvidovre Musikråd arbejder med musikken i bred forstand og forsøger at nå bredt omkring i så mange genrer som muligt... Om arbejdet med de mange musikgenrer fortæller han: - Samtidig mener jeg og resten af rådet, at det er vigtigt at kæmpe for nichemusikken, som desværre har ringe vilkår i forhold til eksponering. Modsat mainstreammusikken, som konstant væltes ud i gængse medier og desværre fylder så meget, at mange andre fantastiske genrer overses... - Dette problem gør vi aktivt noget ved i Hvidovre Musikråd, og vi dedikerer derfor noget af vores arbejde til at eksponere nichemusik. Gennem de senere år har vi bl.a. slået et slag for den progressive rock. Vi har tidligere præsenteret bands som Flower Kings, Freak Kitchen og Tao. De er alle bands i absolut verdensklasse, men de falder udenfor normen og får derfor meget lidt eller slet ingen opmærksomhed i medierne... Nu slår Helge og resten af Hvidovre Musikråd endnu et slag for den progressive rock med endnu et navn i verdensklasse: - Søndag den 19. februar sætter vi igen spot på den progressive rock med en koncert med Kaipa DaCapo, som er en af Sveriges allerstørste mastodonter inden for genren. De musikere som spiller i Kaipa DaCapo er nogle af mine yndlingsmusikere. De er samtidig kompromisløse i musikken, og det har jeg stor respekt for. Så jeg kan varmt anbefale alle at dukke op til koncerten... Kaipa var i 1970’erne et meget succesrigt band, og for et par år siden blev de opfordret til at genopstå live på en festival. Det har medført, at Kaipa DaCapo i sommers udgav det første Kaipa-album i 35 år. I februar drager bandet på Europaturné med ét enkelt stop i Danmark - i Hvidovre! Koncerten er søndag den 19. februar 2017 i Hvidovre Medborgersal, Hvidovrevej 280, 2650 Hvidovre. Dørene åbner kl. 17.30, og koncerten starter kl. 19.00. Billetter koster 150 kr. inkl. gebyr og kan købes via Billetlugen.
Om Kaipa DaCapo
Kaipa blev dannet i 1973 og var i midt halvfjerdserne en af de helt store aktører på den svenske rockscene iblandt bands som Kebnekaise, Hoola Bandoola, Bo Hanson og Made in Sweden. Fra 1974 til 1978 spillede Kaipa i sin oprindelige form over hundrede koncerter årligt - og også mange liveshows på de svenske radio- og TV-stationer. Det succesrige band udgav i perioden hele tre plader på pladeselskabet Decca og blev ofte sammenlignet med giganter som Genesis, Yes, Pink Floyd og Focus. I foråret 2014 blev Kaipa spurgt om de ville genopstå med en koncert på en svensk festival. Tre af de oprindelige Kaipa-medlemmer syntes godt om idéen, og Ingemar Bergman, Tomas Eriksson og Roine Stolt genopstod med to nye bandmedlemmer under navnet Kaipa DaCapo. Roine har i tiden mellem Kaipa og Kaipa DaCapo haft stor succes med sine egne bands Transatlantic og Flower Kings, som har solgt ikke mindre end en lille million albums. I juni 2016 udgav Kaipa DaCapo albummet “Dårskapens Monotoni”, det første Kaipa-album i 35 år. I februar tager Kaipa DaCapo på Europaturnéen “THEN AND NOW TOUR” - inklusiv ét visit i Danmark i Hvidovre! Her vil de, som turnénavnet antyder, også spille masser af musik fra deres allermest populære album fra 1970’erne. Når Kaipa DaCapo går på scenen, vil vi opleve Ingemar Bergmann på trommer og percussion, Tomas Erikson på Rickenbacker og Fenderbas, Roine Stolt på guitar, vokal og moogbas, Michael Stolt på front-vokal, guitar og keyboard og rosinen i pølseenden Max Lorentz på Hammond-orgel, mellotron, Moog, keyboard og vokal.