Fortsæt til indhold

Energy er friske før to Bulldogs-kampe

Arkiv
Arkiv

Esbjerg Energy byder Odense Bulldogs op til dans i ishockeyens Metal Liga, når vestjyderne i aften klokken 19.00 tager imod fynboerne hjemme i Granly Hockey Arena. Og lørdag klokken 19.30 mødes de to mandskaber på Odense Isstadion til endnu en formentlig tæt dans.
"Det er sjældent vore spillere har haft en hel uges fri uden kampe. Og spillerne har tilsyneladende brugt kamppausen til at pleje småskader og skavanker, til hvile og til at genoplade de fysiske og mentale depoter," vurderer cheftræner Mark Pederson fra Esbjerg Energy i en pressemeddelelse og fortsætter:
"Ikke mindst U20-landsholdsspillerne Anders Koch og Niklas Andersen har spillet en del kampe efter jul. De har konfronteret fysiske og mentale udfordringer op til og under verdensmesterskaberne i Canada og kæmpet med jetlag. Så holdet som sådan har benyttet ugen til at forberede de hårde kampe mod Odense, som spiller flot hockey."
I 2017 har Odense tabt i Rødovre, vundet i Aalborg, samt besejret Rungsted og SønderjyskE i den fynske hovedstad. Endvidere har ”Buldogs” spillet Continental Cup, hvor det blev til to nederlag og en sejr.
"Ja, Odense har spillet god hockey, med mange sejre i de seneste måneder. I Dale Mitchell og Tony Romano har ”Bulldogs” de to mest scorende spillere i ligaen, som ofte spiller med Sebastian Strandberg. Herudover spiller Odense med en solid defensiv og har i Tadeas Galansky en solid sidste skanse," pointerer den 49-årige canadier og fortsætter:
"Odense har senest tilknyttet Søren Pedersen til truppen, efter en lille pause. Og holdet spiller generelt med stor selvtillid og fire kæder. Mandskabet er godt sammenspillet og fungerer fint som hold."
Også Esbjerg Energy har præsteret fint i 2017. Vestjyderne har spillet fem kampe. Vundet de tre på egen is over Aalborg, Herlev og Rødovre, besejret SønderjyskE i Vojens og tabt i overtid i Gentofte.
Fem tidligere Esbjerg-spillere repræsenterer Odense i denne sæson, og mange vestjyder vil nikke genkendende til navne som Mathias Thinnesen, Søren Pedersen, Rasmus Bjerrum, Andreas Pedersen og Andreas Lauridsen.
"Det gør dem jo bare sjovere at slå. Det er sjovt at spille kampene mod Odense, fordi man kender så mange af dem og har spillet på hold med dem. Så dem vil vi rigtigt gerne slå," indskyder Energy-forwarden Sune Hjulmand og fortsætter:
"Selvfølgeligt snakker vi stadigvæk sammen. Vi mødes stadig engang imellem. Fx om sommeren, når de er tilbage i Esbjerg. Så hygger vi lidt, og vi snakker stadig sammen."
"Odenses førstekæde er rigtig skarp. Den laver størstedelen af holdets mål, så den skal vi passe på. Og så plejer de andre kæder at lukke godt af. Men hvis vi kan hindre Odenses førstekæde i at score, så ser det godt ud. Og så skal vi have skudt hul på keeper Galansky, for han har stået godt i år," slutter Energy-forwarden.