- Jeg tror, jeg fik reddet et barn eller to

Det blæser lidt fra havet, som blot er et stenkast væk. 20 kilometer fra hjemmet, ligger kommunens rådhus, hvor jeg allerede har været til et par møder. 8 km. fra hjemmet ligger den nærmeste hæveautomat. Og kun 5 km. fra hjemmet ligger købmanden. En rigtig provinskøbmand, hvor varelageret er begrænset, men det vejes op af, at de siger: “Hej Mette, hvor er det godt at se dig her”. Det her er en “Feel-good” fornemmelse hele vejen rundt. Den ro, og det nærvær danner kontrasten til det indimellem al for travle liv jeg har levet de sidste mange år. Et liv, mine børn har betalt en ufattelig høj pris for. Det kunne ikke gå i længden med lange arbejdsdage på Christiansborg efterfulgt af byråds- eller udvalgsmøder om aftenen. Jeg var nødt til at vælge noget fra. Det blev et farvel til det byrådsarbejde, som jeg med stor glæde har varetaget de sidste 11 år.

En turbulent måned

Husker tydeligt november 2005, den mest turbulente måned i mit liv. Mikkel fyldte 30, og vi havde inviteret til stor fest på en kro. Desværre blev vores datter alvorligt syg i starten af november, og vi boede på Hvidovre hospital med hende i en hel måned, efterfulgt af tre uger på Rigshospitalet. Valgkampen var i fuld gang, vi var begge nødt til at aflyse både valgkamp og fødselsdag for at sidde ved vores datters hospitalsseng, jeg måtte sige: “Mikkel, du skal nok blive genvalgt. Ja, jeg ville også gerne have været valgt, men jeg er nødt til at lægge al mit fokus her”. Og så blev jeg valgt alligevel. Fra Hvidovre Hospital foretog jeg telefoninterviews. Jeg var glad og taknemmelig, men bekymringerne for vores datter overskyggede det lige der. Først efter et par måneder hvor hun kom i bedring, begyndte det at bundfælde sig, og jeg kunne starte med stor entusiasme at tage fat på de spændende nye opgaver. I starten sad jeg i socialudvalget, men det var lidt for hønsegårdsagtigt til mig. Jeg brød mig ikke om den skingre tone. Så kom jeg over i skoleudvalget, hvor jeg har siddet lige siden, også selvom det i mellemtiden har skiftet navn, og i dag hedder Børne- og Undervisningsudvalget. Det at hjælpe børn har altid ligget mig meget på sinde. Og at sikre det sted de bruger mange timer hver dag, er både godt og trygt, giver god mening for mig. Byrådsdebatterne og stemningen har været svingende over årene. Det er synd, at dem der var sjove, er døde nu: Allan Fredskov, Kim Østerberg og Milton Graff. Jeg var ikke altid enig med dem, men de bidrog til en dejlig løssluppen debat. Det samme gør Steen Ørskov også indimellem, når han har ordet og Karl-Erik Høholt. De to er nu de sjoveste kolleger, blandt de nulevende. Og Benthe Viola er den mest omsorgsfulde og kærlige. Jeg ser menneskerne først, ikke deres partifarve, det har jeg altid gjort. Det er også rart, at have været med til at indføre en masse DF classic politik i byrådet: Dansk skolemad, genindførelse af juletræ på torvet, og alle de gange vi har forpurret diverse moskébygninger. Jeg kan kun rose Socialdemokraterne for det gode samarbejde, vi har haft her den sidste periode, og jeg håber virkelig at kunne sidde fra sidelinjen og se det fortsætte mange år endnu.

Alle elsker deres børn

Bedst af alt, og det jeg virkelig kommer til at savne ved byrådet, er Børne- og ungeudvalget. Selvom vi alene tager os af tvangsfjernelser, er det noget af det mest meningsfulde, jeg nogensinde har været med til. Jeg har lært, at uanset hvor uegnet man må være som forælder, uanset om man er voldelig, har et massivt misbrug af alkohol eller stoffer, så elsker de mennesker deres børn ligeså højt som vi andre gør. Og det gør ligeså ondt på dem at få fjernet deres barn, som det ville gøre på os andre. Det bedste ved at sidde i udvalget, er de gange hvor jeg sammen med resten af udvalget fik reddet nogle børn og dermed familier fra at leve et liv adskilt fra hinanden. Indimellem har forvaltningen, som jo også bare er mennesker, taget fejl. De gange, hvor jeg ikke har kunnet få øje på anbringelsesgrundlaget, og det har resulteret i at vi valgte ikke at anbringe, det er noget af det, der har givet mest mening i mit liv. De to psykologer og dommeren i udvalget har også været helt fantastiske, og vi har virkelig samarbejdet godt. Som en sidegevinst ved at sidde i det udvalg, har jeg siddet der sammen med min gode kollega og ven, Ømer Kuscu fra Socialdemokraterne. Han er helt fantastisk, og vi ser meget ens på det: Vi er sat der for at hjælpe familierne samlet, og finde den bedste løsning for familien. Jeg sagde til ham sidst, hvor vi talte om de børn vi havde reddet sammen fra frygtelige skæbner: “Ømer, tænk sig, når vi to en dag står ved himlens port (selvom han måske tror på noget andet), at vi kan se tilbage på, at fordi vi blev sat på jorden og fik plads i det udvalg sammen, så fik vi reddet nogle børn og familier fra at leve et smertefuldt adskilt liv. Så har det bare været hele rejsen værd”. - Jeg nærer den inderligste taknemmelighed til alle de vælgere i Hvidovre, der stemte personligt på mig og gav mig muligheden for at gøre en forskel for Hvidovre, og de skønne børn, voksne, unge, ældre og familier der bor her i byen. Håber I har følt jeg var jeres stemme værd, og håber at I fortsat vil bakke op om Dansk Folkeparti til næste kommunalvalg, slutter Mette Dencker.