Fortsæt til indhold

Helenius skifter til OB

Angriberen Nicklas Helenius får en tre-årig kontrakt i Ådalen, men han skifter først til sommer, når kontrakten udløber med Silkeborg

Arkiv
Arkiv

Nicklas Helenius har underskrevet en tre-årig aftale med OB.
Nicklas Helenius repræsenterer lige nu Silkeborg IF på en lejeaftale, der udløber samtidig med hans nuværende kontrakt med AaB. Det sker til sommer, hvorefter den 25-årige angriber fortsætter karrieren i OB frem til sommeren 2020. Det fremgår af en pressemeddelelse på OB's hjemmeside.
Sportsdirektør Jesper Hansen fortæller om signingen:

"Vi er glade for, at det er lykkes at blive enige. Nicklas Helenius er en anden type angriber, end dem vi har i truppen i forvejen, og samtidig er han på samme tid en spiller, der har prøvet en del i sin karriere, men som også har masser af tid foran sig. I denne sæson har han fået sat ny skub i sin karriere, og vi glæder os til, at han både kan bidrage med sine kvaliteter hos os, og at vi sammen med ham kan videreudvikle hans spil, så han får endnu mere ud af sit store potentiale," siger OB's sportsdirektør Jesper Hansen.
Cheftræner Kent Nielsen ser frem til sommerens tilgang af Nicklas Helenius, der forhåbentlig kan løfte OB's effektivitet foran mål.

"Vi får tilgang af en spiller, som har en god størrelse og en styrke i at være enormt afslutningssikker både fra distancen og i feltet, ligesom han har et fint blik for at sætte sine holdkammerater op. Han vil komme til at supplere de angribere, vi har i forvejen på en god måde, så vi har lidt flere forskellige alternativer. Nicklas har en fin erfaring og har prøvet fodbolden på godt og ondt, og det er han kommet styrket ud af og har fået gang i karrieren igen. Han har en høj overligger, og han lever af og for at score mål, hvilket allerede i en tidlig alder gav interesse fra de største ligaer. Vi er sikre på, at vi får stor glæde af samarbejdet begge veje, og at vi i fællesskab får hævet overliggeren for både OB og for Nicklas," siger Kent Nielsen.

Nicklas Helenius glæder sig til at bygge videre på sin karriere i en klub, der har rigtig gode muligheder for at klare sig godt.

"Det bliver en spændende udfordring for mig, for OB er en stor klub med et stort potentiale i holdet. Truppen bliver hele tiden forstærket, og samtidig er der mange gode unge spillere i klubben, så jeg glæder mig til at være med til at forløse det store potentiale. Inden da vil jeg gøre alt for at hjælpe Silkeborg til et godt slutresultat i Alka Superliga i denne sæson, for jeg er meget taknemmelig for alt, hvad de har gjort for mig, og den måde de har givet mig mulighed for at hæve mit niveau," siger Nicklas Helenius.

Nicklas Helenius er noteret for to danske A-landskampe og har tidligere i karrieren repræsenteret AaB, Aston Villa og Paderborn.
I efteråret scorede den ranglede Silkeborg-angriber seks mål og lagde op til tre.
(emhe)