Kirketorvet kan blive til parkeringspladser
Torvet foran Sct. Nicolai kirke bliver måske til parkeringspladser
Det bliver måske muligt at kunne parkere lige ved døren til Sct. Nicolai kirke. Teknisk udvalg har i hvert fald sagt god for, at forvaltningen må arbejde videre med det forslag.
Det vil betyde, at korttidsparkeringspladserne ved Kirkegade skal fjernes, og at der i stedet vil blive lavet 11 nye parkeringspladser på brostenene ved Kirketorvet.
Korttidspladserne på Kirkegade skal skiftes ud med cykelstier som en del af den nye supercykelsti, der blev påbegyndt i september. Det skal nemlig være muligt at cykle på begge sider af vejen.
Handicappladser
Forslaget lyder også på, at der skal være handicapparkering på det brostensbelagte torv. Brostenene kan dog give problemer for blandt andet kørestolsbrugerne, og det blev derfor også besluttet, at der skal ses nærmere på belægningen.