Fortsæt til indhold

Lovende forskningsresultater om behandling af hjernekræft

Arkiv
Arkiv

De danske forskere har forsket i en behandlingsform, der har vist så gode resultater, at de er blevet offentliggjort i Theranostics, der er et anerkendt medicinsk og innovativt tidsskrift. Forskerne har arbejdet med den uhelbredelige form for hjernekræft, glioblastoma, som 250 mennesker årligt diagnosticeres med i Danmark. En sygdom, hvor patienterne blot lever 15 måneder fra diagnosen er stillet.

Testet på rotter

Behandlingen, der bygger på radioaktive isotoper, er foreløbig blevet testet på rotter, og det er sket med stor succes.
"Man kan ikke direkte sammenligne rotter og mennesker, men alle rotterne overlevede efter den radioaktive behandling. Det er et fantastisk resultat og giver os håb om, at behandlingen efter videre udvikling vil kunne give længere overlevelse til mennesker," fortæller Bo Halle, der er neurokirurg på OUH, og som står i spidsen for forskningen, i en pressemeddelelse.
En lille pumpe opereres ind under huden, og derfra sendes et radioaktivt lægemiddel ind i hjernen, og slår de uønskede celler ihjel.

"Behandlingen fungerer på den måde, at vi opererer en lille pumpe ind under huden; den pumper radioaktivt stof ind i svulsten i hjernen. Det særlige ved den meget målrettede behandling er, at det radioaktive stof primært rammer kræftcellerne og dermed ikke beskadiger raske hjerneceller," forklarer Helge Thisgaard, der også leder forskningen.

Har brug for investorer

SDU og Region Syddanmark har sikret sig patentrettighederne på metoden. Det fremtidige arbejde med produktudvikling af den nye behandlingsmetode understøttes af det nye selskab, GlioPharma. Holdet bag resultaterne arbejder i øjeblikket på at rejse kapital til projektet fra danske og udenlandske fonde grundet de fine test resultater i rotteforsøgene.
"Det koster mange penge at modne et forskningsprojekt fra rotteforsøg til mennesker, mange millioner. Det kræver investorer. For viden og gode intentioner er ikke nok. Nye behandlinger til mennesker kræver naturligvis også grundig dokumentation og godkendelser," fortæller Bo Halle.

"Men hvis det her lykkes, vil vi potentielt kunne se langtidsoverlevere med glioblastom. Dem ser vi stort set ikke i dag".