Fortsæt til indhold

Store skåltaler og fede floskler

Borgmester angrebet af oppositionen for at sænke bagatelgrænsen for firmaernes garanti under arbejde for kommunen

Arkiv
Arkiv

- Borgmesteren er god til at holde store skåltaler og bruge fede floskler om, at Roskilde er mægtig erhvervsvenlig. Men når det kommer til konkrete handlinger, løber hun fra et løfte om bare at gøre det lidt lettere for virksomhederne at få arbejde hos kommunen. Venstres Annie Larsen holdt sig ikke tilbage, da hun ved byrådets sidste møde i 2016 kritiserede Joy Mogensen og Socialdemokratiet for at skifte holdning i spørgsmålet om 'en bagatelgrænse' for firmaer, der skal stille garanti, hvis de skal udføre en opgave for kommunen. Alle tre borgerlige partier i Roskilde Byråd var enige om denne kritik, selv om DF og De Konservative formulerede sig lidt anderledes.

Ønske fra håndværkere

Sagen startede ved et såkaldt 'stormøde for lokale håndværkere' på rådhuset 11. oktober, hvor erhvervsorganisationer som Dansk Byggeri og Håndværksrådet fremførte en række ønsker, der kunne lette besværlighederne for lokale firmaer. Et af ønskerne var at få en såkaldt 'bagatelgrænse' ved den arbejdsgaranti, der skal gives for at få lov til at udføre et arbejde for kommunen. Den skulle være på 500.000 kroner, så små håndværksvirksomheder i området kunne give et tilbud til kommunen uden samtidig at skulle tage et lån i banken. Dette forslag blev stillet af Venstre i byrådets erhvervsudvalg, hvor blandt andet Roskilde Handel, Erhvervsforum og Dansk Industri også er repræsenteret. Her blev grænsen på de 500.000 enstemmigt vedtaget. Men da sagen blev behandlet i byrådets centrale Økonomiudvalg i begyndelsen af december ønskede et flertal bestående af S-SF-R-El at få sat grænsen ned til 300.000 kroner, mens V-K-DF ønskede at fastholde det oprindelige beløb på en halv million.

Annie Larsen (tv.) angreb borgmester Joy Mogensen for at sige en ting, men gøre noget helt andet i virkeligheden. (Foto: Erling J.)

Ned ad listen

Ved behandlingen i byrådet så Annie Larsen (V) denne nye holdning hos flertallet som en del af forklaringen på, at Roskilde i løbet af få år er røget ned ad listen over 'erhvervsvenlige kommuner' fra en plads som nummer 27 til nummer 58. - Jeg forstår slet ikke, at man på den måde skifter mening - uden at komme med nogen som helst forklaring på det. Borgmesteren og S skylder os en forklaring, sagde hun. Merete Dea Larsen (DF) mente, at borgmesteren og S havde skiftet mening for at tilgodese 'vennerne i det røde flertal' fremfor det lokale erhvervsliv. Den socialdemokratiske ordfører Karim Arfaoui ønskede de andre partier 'Glædelig Jul' og mente ikke, at det var afgørende, om grænsen blev sat til 300.000 eller 500.000. - Desuden er det kun en prøveperiode på seks måneder, så nu må vi se, hvordan det virker, tilføjede han.

Social dumping

Henrik Stougaard (El) ønskede, at Roskilde undgår enhver form for 'social dumping' ved at holde 'bandit-firmaer', der bruger underbetalt arbejdskraft eller snyder i skat, væk fra alt arbejde i kommunen. Men han fik derefter besked om, at 'bagatel-grænsen' ikke ophæver kommunens politik om, at alle, der arbejder for Roskilde skal følge gældende aftaler på arbejdsmarkedet. Det stod faktisk i indstillingen til byrådet. Formanden for Erhvervsudvalget Lars Lindskov (K) var meget skuffet over Socialdemokratiets opførsel i denne sag. - Nu har vi fået forskellige erhvervs-organisationer til at være med i vores udvalg og komme med deres ideer. Når vi så bliver enige om en god idé, der kan gøre det lettere for det lokale erhvervsliv, skal der efter min mening en meget god grund til at lave om på det igen. - Derfor er det både tåbeligt og respektløst, når borgmesteren og Socialdemokratiet pludselig løber fra det, som de en gang har sagt Ja til. Jeppe Trolle (R) mente, at det ikke kunne være afgørende, om grænsen var 300.000 eller 500.000. - De store ord fra oppositionen i byrådet ligner en storm i et glas vand. Under alle omstændigheder er en 'bagatel-grænse' på 300.000 vel meget bedre end 0 som lige nu. Da Joy Mogensen skulle opsummere sagen, konkluderede hun, at en lille forskel i denne bagatel-grænse ikke var så vigtig, når kommunen har gjort så meget andet for at gøre Roskilde mere erhvervsvenlig. Blandt disse initiativer nævnte hun lavere dækningsafgift, fjernelse af byggesags-gebyr og en generel opprioritering af erhvervs-politik for at tiltrække virksomheder og arbejdspladser, hvilket også er lykkedes. tk