Fortsæt til indhold

Mindeord for Margit Nielsen

Arkiv
Arkiv

MINDEORD Det var med stor sorg, at vi så Margit Nielsen stille sov ind, søndag 18. december 2016. Vi har kendt Margit i mere end 50 år, så det var ligesom at miste en elsket søster. Savnet af Margit kommer vi aldrig over, men det at have kendt hende og oplevet, hvilket fantastisk menneske hun var, kan ingen tage fra os. Margit kunne man altid henvende sig til, hvis man havde brug for hjælp eller bare en god samtale. Hendes hjælpsomhed og venlighed oversteg det de fleste mennesker står for. Camping var Margits fristed. I mange år var hun fastligger på Hou Camping, og mange gode kopper kaffe og dejlige stunder er vi rigtig mange der gennem årene har nydt godt af. Margit holdt meget af at spille Banko, og det bliver ikke helt det samme for os, der sad ved samme bord som Margit hver fredag. Margits børnebørn, Stinne og Solveig, betød alt for hende, de var hendes guldklumper, og stor var hendes glæde, når de kom på besøg eller var med hende på camping i Hou. Margit arbejdede på Sølund i over 40 år. Hun var en meget afholdt medarbejder, og efter at hun gik på efterløn, fortsatte hun med at have kontakt til beboere, som hun også tog i sommerhus med, og hun var meget glad, da hun modtog Dronningens Fortjenstmedalje. Margits største glæde gennem livet var hendes datter Ulla. De havde et meget tæt forhold, og Ulla gjorde alt for at støtte sin mor gennem hele sygdomsforløbet. Det er et ubeskriveligt savn og tab for Ulla, at hun nu har mistet sin mor . Kære Margit, vi er rigtig mange der savner dig. Tak for alt du gav os, og tak fordi vi har kendt dig i så mange år. Ære være Margit Nielsens minde. Anni & Kell