Ny bog med et humanitært sigte
Den lokale forfatter, cand. mag., sproglærer og bondekone - som hun selv kalder sig - Anne-Dorthe Overgaard har netop sendt sin tredje bog på gaden, så den nu kan købes hos Arnold Busck på Perlegade i Sønderborg.
Bogen har fået titlen 'Jorden til salg - billigt håndværkertilbud - og hvad blev der af Lille-Plet?' og handler om nogle katte, en hund og nogle børn, og hvad de 'tænker' om jorden og dens mennesker især med hensyn til fred og et bedre miljø.
"Det er jo frygtelige ting, der sker i for eksempel Syrien for børn, og den slags sker mange andre steder i verden. Kunne man gøre lidt i den rigtige retning, så vil det, sammen med alle de andre små og store ting der gøres, bidrage til en bedre verden for ikke mindst børn," siger Anne Dorthe Overgaard.
I sit forord skriver hun også: "For fred og fredelig sameksistens trods forskelligheder og baggrunde på en grøn/grønnere jord."
I lighed med sine to tidligere bøger har hun valgt, at overskuddet fra salget skal gå til et humanitært formål. Tidligere har det været Red Barnet, Kræftens Bekæmpelse og Børnecancerfonden. Denne gang har hun valgt, at overskuddet efter moms og boghandlerbidrag skal tilfalde UNICEF.
Bogen er illustreret af Niels Munk Plum fra Sønderborg, som også var illustrator på forfatterens to forrige bøger.