Fortsæt til indhold

Reformationen i ord og toner på Koldinghus

500-året indledes med arrangement i Slotskirken 15. januar

Arkiv
Arkiv

I år er det 500 år siden Martin Luther slog 95 teser op på porten til slotskirken i Wittenberg. Teserne blev startskuddet for opgøret med den katolske kirke og starten på reformationen.

Museet på Koldinghus indleder reformationsåret med et arrangement i Slotskirken søndag 15. januar kl. 14.

Arrangementet formidler gennem ord og toner historien om reformationen fra 1517 til 1536, hvor reformationen blev en kendsgerning i Danmark.

Kongeparret Christian 3. og dronning Dorothea, der begge havde en stærk tilknytning til Koldinghus, omlagde her det kirkelige tilhørsforhold fra katolicisme til protestantisme med det Lutherske evangelium i centrum.

Munkekor og musik

Horsens Klosterkirkes Munkekor synger tidlige gregorianske sange på latin for at markere kirkens katolske tilhørsforhold. Dramaturg og historiefortæller Lisbeth Weitemeyer fortæller om reformationen og dens konsekvenser. Og Haderslevtrioen Corde Di Gioia synger og spiller musik fra tiden 1517 til 1536.

I fortællingen står Christian 3. og dronning Dorothea centralt med deres kirkelige arrangement og beslutning om reformationens indførelse i Danmark.

Billetter til 100 kr. for voksne og 30 kr. for studerende og medlemmer af Museumsklubben og Erhvervsklubben Koldinghus kan købes på museets hjemmeside www.koldinghus.dk. jesl