Fortsæt til indhold

The Cliffters kommer til Bjæverskov

Har du hang til 60'ernes store hits og en god svingom, så byder Bjæverskov Forsamlingshus på fest 24. februar

Arkiv
Arkiv

Værtsparret i Bjæverskov Forsamlingshus, Birgitte og Finn Bendixen, indbyder til fest i anledning af deres 4 år i forsamlingshuset den 24. februar kl. 19.00.
Og det bliver ikke en hvilken som helst fest, for udover lækker mad bydes der på musik med det legendariske orkester The Cliffters.
Finn Bendixen fortæller, at hans gode ven igennem 30 år, Johnny Reimar, allerede har besøgt forsamlingshuset flere gang, mens værtsparret har haft det. Men at Johnny Reimar denne gang medbringer sit orkester, er noget helt nyt. Bandet spiller ikke så mange steder i landet, og det er da også kun på grund af det gode venskab, at det er lykkedes Bendixen at få dem en tur til Bjæverskov.
Aftenen indledes med Carvery Buffet, hvor der serveres oksefilet, glaseret skinke og kylling med tre slags kartofler og tre slags salat samt sauce.
Til middagen spiller Sten Lindegaard - tidligere Tommy Seebach Band - og derefter spiller The Cliffters op til dans.
The Cliffters er et af de ældste bands i landet, og hittede første gang i 1961 med bl.a. Django. En melodi som også kom på de amerikanske hitlister. De er samtidig kendt for god koreografi på scenen og et smittende spillehumør. Johnny Reimar er forsanger og det bliver sikkert til genhør med bl.a., How Wonderful to Know, Walk on By samt mango andre af de store hits fra 60'erne.
Billetter skal købes i forsamlingshuset eller bestilles til afhentning samme sted på bf@bfbendixen.dk
Billetsalget starter 10. januar kl. 17.30, hvor sæsonen for Dagens Ret også starter op i forsamlingshuset.