Egtved bliver glad
Det blev besluttet i Kultur- og Idrætsudvalget i morges, at Vejle Kommunes nye svømmehal skal ligge i Egtved.
Der var også to andre byer i spil: Ødsted og Bredsten, men valget faldt på Egtved af en god grund, fortæller Dan Arnløv Jørgensen (K), der er formand for udvalget:
"Det vigtigste argument var afstandene. Vi kiggede på, hvad vi har af eksisterende svømmetilbud, og hvor kan vi placere et nyt, så vi kan nå et så stort område af kommunen som muligt. Bredsten og Ødsted ligger tættere på Vejle, så Egtved gav bedst mening."
Alle i Kultur- og Idrætsudvalget var enige om beslutningen. Det er andre nødvendigvis ikke, mener Dan Arnløv.
"Vi ved godt, at vi kommer til at skuffe nogle. Sådan er det jo, men Egtved bliver glad, og vi får bygget en stor svømmehal, som kan servicere et stort opland," fortæller Dan Arnløv.
Den nye svømmehal skal erstatte den, der snart lukker på Vingsted Hotel og Konferencecenter.
"Vi har en aftale med Vingsted om at forlænge, så vi har den i 2018, og så skulle det kunne lade sig gøre, at der står en ny svømmehal i Egtved i 2019," fortæller formanden.
Byrådet har bevilliget 31 millioner kroner til at bygge den nye svømmehal.