“Det har været et fantastisk år”
Cheftræneren for Team Esbjerg ser tilbage på et godt år og glæder sig til CL-kampene i 2017
Hvordan ser du tilbage på året, der er gået?
“Det har været et fantastisk år for Team Esbjerg. Først vandt man grundspillet for andet år i træk, og derefter vandt vi det danske mesterskab for første gang. Vi huske tilbage på både semifinaler og finaler, hvor Blue Water Dokken var fyldt med en fantastisk stemning til disse kampe, og på oplevelsen på Torvet, hvor flere tusinde kom og ønskede os tillykke. I den nye sæson fik vi så debut i CL, som har været et utrolig spændende efterår med mange udfordringer. Det at spille CL og samtidig forsvarer vores titel som Danmarksmester, har til tider været hårdt, da alle omkring holdet ikke har nogle erfaringer med det. Men jeg synes faktisk, det er gået meget godt. Vi har godt nok tabt to turneringskampe, men ligger stadig med helt i toppen. Vi har samtidig kvalificeret os til mellemrunden i CL, som betyder, vi er blandt de 12 bedste hold i Europa.”
Hvad håber du arbejdsmæssigt, at der kommer til at ske i 2017?
“Jeg håber, at vi får nogle spændende kampe i Champions League. Vi ved, at det er nogle af de allerbedste hold i verden, som vi skal møde. Så jeg håber, vi kan få nogle store kampe i Blue Water Dokken, hvor vi kan drille nogle af de store modstandere. I forhold til den hjemlige turnering, så håber jeg på, at vi kan blive mellem de to bedste i grundspillet og derved kvalificere os til semifinalerne til foråret. Drømmen vil jo være, at vi igen i år kan stå i en DM-finale for tredje år i træk.”
Hvad håber du, at der personligt vil ske i 2017?
“Jeg håber på, at vi mennesker kan stå sammen. At vi kan holde folk fra at begå de her grusomheder, som vi så så meget af i 2016. Jeg håber, at vi kan komme terroren til livs, og at vi samtidig kan leve normalt, uden at terror berører os på nogen områder.”