Fortsæt til indhold

Helge Nielsen

Arkiv
Arkiv

Lillejuleaften afgik min far Helge Nielsen ved døden, pludseligt, men trods alt ikke uventet, da Helge fornylig havde fejret sin 90 års fødselsdag.
Helge Nielsen har alle dage været Roskildenser. Efter en barndom i kvarteret omkring Holbækvej/Fælledvej blev han optaget på Roskilde Realskole i 1939 og bestod eksamen i 1944.
Han kom i revisorlære hos statsautoriseret revisor Martin Hansen, og efter endt læretid stod den på aftjening af værnepligten ved 4. regiment, som dengang var Roskildes lokale militære islæt.
Efterfølgende blev det til næsten 10 år i København både som revisor og senere som regnskabschef.
Helge Nielsen tog i 1957 hul på en karriere hos Roskilde Betonvarefabrik, som dengang var en af byens markante industrier.
Senere startede han i Advokatfirmaet Andersen og Ammizbøll, hvor han blev ved til han rundede 88 år.
Helge var et positivt menneske og utrolig hjælpsom. Dette kombineret med et samfundsmæssig og socialt engagement har ført til flere frivillige opgaver. KFUM soldaterhjemmet på Helligkorsvej var en af de institutioner der nød godt af Helges engagement. Fra 1957 og frem til lukningen forestod Helge regnskab og administration.

Hjalp nye danskere på vej

I slutningen af 60'erne kom de første danskere af anden etnisk herkomst til Danmark, og Roskilde Betonvarefabrik ansatte en del.
Helge Nielsen hjalp de nyankomne gæstearbejdere med mange praktiske ting i forbindelse med deres kontakt til myndighederne. Det medførte at Roskilde Kommune opfordrede Helge til at tage ansvaret for den daværende gæstearbejderklub og dermed være bindeleddet mellem kommunen og gæstearbejderne.
I 1988 mente Helge Nielsen, at det var tid til noget andet, og han blev valgt ind i menighedsrådet for Roskilde Domkirke.
Her blev han med det samme valgt og gjort til formand for kirkegårdsudvalget.
Helge boede i mange år sammen med sin kone Jytte år på Valhalvej 3 i Roskilde i et hus, de havde bygget selv.
Jytte, døde efter kort tids sygdom i 2013.
Helge havde et godt langt liv, de lykkeligste stunder var sammen med familien, som han specielt i de sidste år af sit liv, nød at have samlet omkring sig.

Jørgen Nielsen