Tager fat i raket-drenge
Roskilde Avis skrev i den seneste udgave, at to grupper af drenge på mellem 8 og 14 år målrettet beskød beboere i området omkring Æblehaven i dagene op til nytårsaften og på selve aftenen for det nye år. Flere beboere sagde, at de følge sig utrygge, når de gik ud af deres hoveddør. Kommunikations- og sekretariatschef Morten Lykkeberg hos Boligselskabet Sjælland fortæller, at han ellers har fået det indtryk, at det generelt var en fredelig aften i kvarteret. - Der har været et par enkelte hændelser, hvor drenge er gået over stregen. Det vil vi som altid følge op på, siger Morten Lykkeberg. Han forklarer, at hvis det drejer sig om mindreårige, bliver der taget fat i deres forældre, hvis boligselskabet ved, hvem det drejer sig om. - Det har vist sig at have en ganske god effekt, siger Morten Lykkeberg, der ikke har hørt om, at boligselskabets sociale medarbejdere har ikke oplevet noget usædvanligt i kvarteret i år. Morten Lykkeberg opfordrer til, at man enten kontakter politiet eller boligselskabet i form af de boligsociale medarbejdere eller områdekontoret, hvis man oplever noget, der skaber utryghed. - Vi skal sikre den generelle trivsel, derfor vil vi gerne have at vide, når der er noget, så vi selv kan gøre det, vi har mulighed for.
Stoppe udvikling
Både politi og brandvæsen melder generelt om en rolig nytårsnat i Roskilde. For år tilbage blev brandvæsnet beskudt med fyrværkeri nytårsaften, da de var i kvarteret, men det er stoppet nu. I stedet kunne brandfolkene i ro og mag stoppe de to containerbrande i Æblehaven og Rønnebærparken, de blev kaldt ud til nytårsnat, har en indsatsleder fortalt. Anders Christensen, der selv bor i området, mener dog, at det er en underdrivelse at kalde nytåret roligt, når beboerne blev beskudt af fyrværkeri. - Man er nødt til at åbne øjnene og tage fat i problemerne, ellers risikerer risikerer vi, at det udvikler sig og ender galt. Anders Christensen er ikke hans rigtige navn, som Roskilde Avis kender. ag@roskildeavis.dk