Pokemon-lokker løs i Jyllinge
Politiet har samlet flere sager om mulig børnelokker i Roskilde og omegn
Nu bliver børnene i Jyllinge igen generet af en mand, der forsøger at få dem ind i sin bil ved at tilbyde et lift. Tirsdag morgen blev tre drenge, der var på Pokemonjagt, kontaktet af en fremmed mand, som tilbød dem et lift i sin varebil.
Det skete kort før klokken otte, hvor drengene var på grusstien ved Helligkors Kirke. De sagde nej tak til tilbuddet og fortsatte deres jagt på Pokemonerne. Først da den var overstået, og drengene cyklede væk, forsvandt manden i sin bil.
Der er ikke noget signalement af manden. Bilen beskrives som en grå eller hvid varebil.
Lokker i Hvalsø
Tirsdag eftermiddag var en 8-årige pige målet for en ukendt mands kontaktforsøg. Det skete på Skolevej i Hvalsø ved skolen og hallen omkring klokken 16.46. Manden, der sad i en mørk varebil, tilbød pigen noget slik.
Pigen løb tilbage til hallen, hvor hun fortalte om hændelsen. En voksen gik straks ud for at kontakte manden, men han var kørt.
Selve episoden blev først anmeldt til politiet tre kvarter efter.
- Hvis vi skal have en chance for at finde manden, skal vi have besked med det samme, hvis man kommer ud for noget lignende, siger Carsten Andersen.
Samler sager
I begyndelsen af december var der flere episoder, der minder om tirsdagens. Fælles for disse var at en mand forsøgte at få børn ind i sin bil ved at lokke dem med Pokemonkort og popcorn. Her oplyste børnene at lokkeren var mørk i huden og havde mørkt hår. I et andet tilfælde er lokkeren beskrevet som lys i huden med mørkt hår.
- Vi har ikke så mange konkrete spor i sagerne, siger Carsten Andersen fra Midt- og Vestsjællands Politi.
- Da de ligner hinanden, har vi samlet dem, for at se, om vi kan finde ud af mere.
- Der er ikke sket noget ulovligt i sagerne, men vi kan godt forstå, at forældrene til børnene er utrygge ved situationen, siger Carsten Andersen.
- Ser man en hvid eller grå varebil holde på mistænkelige steder, vil det være godt, hvis man noterer nummeret, og giver det til os. Vi vil meget gerne snakke med manden.
Har man oplysninger i sagerne kan politiet kontaktes på telefon 114.
ja-