Fortsæt til indhold

Nytårsaftens døgnrapport

Nytårsaften forløb forholdsvist roligt for politiet, der dog måtte rykke ud til et par sager.

Arkiv
Af Emma Biørn Fish

Politiet måtte den 31. december rykke ud til en del sager, deriblandt en gruppe unge mennesker, der mente, at de skulle fejre nytårsaften i Solcenteret ved Banegårdspladsen.

“Dørerne låser automatisk klokken 22, men inden da havde en gruppe unge mennesker sat sig godt til rette. De mente, at de skulle holde deres nytårsfest der, så vi måtte ned og bede dem forlade stedet,” fortæller vagthavende ved Sydøstjyllands Politi.

Politiet måtte dog også rykke ud til nogle mere voldsomme sager, blandt andet en sag om hærværk mellem et kærestepar, der knuste hinandens vinduer.

“Parret boede i samme bygning, men i hver deres lejlighed. Kvinden havde malet mandens vinduer over, hvorefter han havde smadret hendes vinduer med en flaske. Derefter havde hun kastet en mursten ind gennem et af hans, og sådan var det fortsat. Så vi anholdte dem begge og lod dem sidde i detentionen nytåret over. De bliver sigtet for i alt fem tilfælde af hærværk og er nu løsladt,” fortæller vagthavende.

Politiet måtte desuden rykke ud til en kvinde, der lørdag aften omkring klokken 18 havde fundet en 4-årig dreng, der gik alene rundt på gaden.

“Drengen havde været med sin far på besøg, men gad ikke mere, og havde derfor besluttet sig for, at han ville gå hjem til Lunderskov. Heldigvis blev han fundet af kvinden og senere genforenet med sin familie,” slutter vagthavende.