Fortsæt til indhold

210.000 kroner til kulturprojekt på odenseanske skoler

Arkiv
Arkiv

”Adopter en kulturinstitution” – sådan lyder overskriften på et projekt, hvor By- og Kulturforvaltningen vil sætte fem skoler i Odense sammen med fem kulturinstitutioner.

Der skal skabes tætte partnerskaber til gavn for både elever og institutioner, og Undervisningsministeriet har netop bevilliget 210.000 kroner til projektet.
I projektet tager man fem skoler, som ikke benytter byens kulturtilbud i stor stil, og de bliver så sat sammen med fem kulturinstitutioner i et tæt samarbejde. Formålet er at skabe en tættere relation mellem skole og institution, så eleverne får større gavn af tilbuddene, som til gengæld bliver udviklet og målrettet skolernes behov.

“Det er virkelig positivt, at Undervisningsministeriet kan se potentialet i 'Adopter en kulturinstitution',” siger by- og kulturrådmand Jane Jegind (V), der ser frem til at komme i gang med projektet.
By- og Kulturforvaltningen skal nu finde projektets deltagere, og flere kulturinstitutioner har allerede udtrykt interesse for at deltage. (dietz)