Fortsæt til indhold

Farligt at spare på beredskab

Enhedslistens byrådsgruppe og folketingsmedlem var på besøg i Jyllinge Nordmark

Arkiv
Arkiv

- Besparelserne på både det kommunale og statslige beredskab er for farlig og må 'rulles tilbage' for at give større sikkerhed for de udsatte beboere. Sådan konkluderede Enhedslistens folketingsmedlem Christian Juhl, der er valgt i Roskilde, efter at have besøgt Jyllinge Nordmark, hvor flere huse på ny blev oversvømmet ved stormen Urd natten mellem 26. og 27. december. Han var sammen med partiets tre medlemmer af Roskilde Byråd, Jonas Paludan, Susanne Lysholm og Henrik Stougaard. Jonas Paludan er formand for Roskildes Klima- og Miljøudvalg og deltog selv i arbejdet med at få lagt mobile dæmninger ud på stormnatten. - Jeg var vildt imponeret over alle de frivillige, der kom for at hjælpe til, da der var brug for det. Uden dem var det ikke gået. Men den politiske opgave må selvfølgelig være at få løst problemerne permanent, siger han. Paludan fremhæver to vigtige opgaver. Den ene er at fremskynde en afgørelse i den 'syltede' sag om anlæg af diger, så projektet snarest bliver gennemført. Den anden er at sikre tilstrækkelige ressourcer til Beredskabet, som er ramt af meget omfattende besparelser. De kommunale beredskaber skal nemlig spare 175 millioner kroner, mens det statslige beredskab er pålagt at skære 30 millioner kroner i 2016 og yderligere 45 millioner i 2017. - Denne gang var det heldigt, at vandstanden ikke steg så meget som forudset, og at der ikke samtidig var oversvømmelser i Solrød og Greve, så Beredskabet herfra kunne hjælpe til i Jyllinge. Hvis der havde været tilsvarende udfordringer flere steder samtidig, var det for alvor gået galt, forklarede Christian Juhl. - Der er al mulig grund til, at tage alarmråbet fra både Beredskabsstyrelsen og Danske Beredskaber meget seriøst og få rettet op på de meget voldsomme nedskæringer, mener han.